Han fører korstog mod »menneskefjendsk« moderne arkitektur – videnskaben kan være på hans side

Når Jep Loft kaster blikket på det 28 etager høje nybyggede Unity-højhus i det nordlige Aarhus, ser han alt det, der i hans øjne er galt med moderne arkitektur og byplanlægning.

»Det bliver slum. Det bliver det sidste sted, folk gider at bo. Man skal have et gratis kort til Bilka og en cykel forærende for at tage en lejekontrakt,« lyder Jep Lofts bramfri vurdering af højhuset, der stod færdigt i 2023.

Som formand for den danske afdeling af Arkitekturoprøret ruller kritikken af Lofts tunge. I årevis har han og bevægelsen plæderet for en retur til klassisk arkitektur og byplanlægning.

Moderne arkitektur er menneskefjendsk, rodløst og sjæleløst, lyder Arkitekturoprørets mantra – og måske har de videnskaben på deres side.

Et engelsk studie fra 2019 viste, at folk følte sig mere lykkelige i smukke omgivelser. Fire år forinden påviste en canadisk hjerneforsker, at monotone bygninger kan stresse og vække ubehag, hvorfor bydesign bør indtænkes som en faktor i folkesundheden.

Disse er indlysende konklusioner, mener Jep Loft, der henviser til spørgeskemaundersøgelser fra vores nabolande, som viser, at størstedelen af de adspurgte foretrækker den klassiske arkitektoniske stil og snørklede byplanlægning, der præger bykernerne i de danske købstæder.

»En enorm tragedie,« kalder Jep Loft den moderne byggestil og byplanlægning.

Og så lirer han ellers eksempler på sådanne tragedier af.

Kontorblokkene langs havnefronterne i Aarhus og København. Ombygningen i Odense midtby og ikke mindst 1960’ernes betonbyggerier, der omkranser snesevis af danske byer.

»Alle de steder, hvor man har saneret en gammel bykerne og stillet nye huse op, har man slået noget værdifuldt i stykker. Andre eksempler er alle de nye forstadskvarterer, som savner sjæl og ånd. Der har man ikke ødelagt noget, men man har heller ikke skabt noget.«

Priserne taler for sig selv

Som formand for den danske afdeling af Arkitekturoprøret har Jep Loft i de seneste år udbredt foreningens budskab gennem talrige medieoptrædener og læserbreve.

»Vores mission er at bevare og beskytte de ældre bymiljøer og genindføre den klassiske, traditionelle byplanlægning og byggestil i de nye byområder,« lyder det på foreningens hjemmeside, hvor det også fremgår, at de har søsterforeninger i både Norge og Sverige.

Dertil kommer bevægelsens medlemsrige Facebook-grupper, hvor moderne arkitektur kritiseres og diskuteres. Tendensen er dog bestemt ikke forbeholdt Arkitekturoprøret. Tag for eksempel DR-serien “Er der en arkitekt til stede?”, som netop har taget hul på sin fjerde sæson, og hvori den arkitektuddannede vært Ane Cortzen kulegraver tilblivelsen af uglesete nybyggerier.

Jep Loft mener, at forskellen på boligpriserne i de gamle bykerner og i forstædernes boligbyggerier understreger Arkitekturoprørets pointe om folks arkitekturpræferencer. Han giver eksempler som Frederiksbjerg kontra Gellerup og Nørrebro kontra Københavns Vestegn.

»Der er ikke noget byrum, der er kun huse,« siger han om forstædernes boligblokke.

»Den modernistiske arkitektur er så menneskefjendsk, at dem, der har ressourcerne, søger væk fra den, og dem, der ikke har, er nødt til at bo der.«

Er det ikke nemt at sige, at det har noget med arkitekturen at gøre? Har det ikke også noget at gøre med, at befolkningssammensætningen i boligbyggerierne har ændret sig over tid?

»Du kan jo spørge, hvad der var årsag og virkning. Hvorfor var det, at det endte med, at det blev indvandrerne, der boede i Gellerupparken, og danskerne, der boede i midtbyen? Det var vel, fordi dem, der kunne vælge, valgte midtbyen.«

Flere gange henviser Loft til Le Plessis-Robinson-kvarteret i Paris som et eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre at bygge nyt i klassisk stil. Kvarteret er flere gange blevet internationalt udmærket som det bedste eksempel på succesfuld byfornyelse.

»Hvis nu Gellerupparken havde været alletiders, som jeg påstår, at Le Plessis-Robinson er, ville alle dem med penge i Aarhus bo der. Folk vil bo, hvor de synes, der er hyggeligt og trygt,« siger han.

Skeptisk hjerneforsker

På Hvidovre Hospital har hjerneforskeren Martin Skov forsket i arkitekturs påvirkning af mennesker. Modsat sine engelske og canadiske forskerkolleger er han meget skeptisk over for idéen om, at arkitektur direkte kan påvirke vores helbred.

Skovs egen forskning har ikke desto mindre vist, at runde bygninger og rum generelt generer nydelse i menneskehjernen.

»Nogle mener, at det har en positiv påvirkning. Jeg synes, det er meget, meget tidligt at sige, om vi kan oversætte den viden til, at vi så burde designe alle rum til at være runde.«

En nydelsesreaktion er et belønningssystem, som hjernen lynhurtigt bruger til at fortælle, at noget er godt for dig. En naturlig overlevelsesmekanisme, som alle pattedyr deler, og som menneskehjernen også bruger til at vurdere, hvad der er smukt.

»Når du er til en kunstudstilling, bruger du samme system,« forklarer Skov.

Forskeren understreger, at der er stor forskel på, hvad der genererer nydelse hos folk, og at man ikke har et klart svar på, hvad der afgør folks præferencer – heller ikke hvad angår bygninger. Men der er to hypoteser:

Den ene er, at medfødte forskelle i hjernen gør udslaget. Den anden er, at vores viden, associationer og minder påvirker, hvordan hjernen reagerer på forskellige bygninger og rum:

»Vi har rent faktisk nogle studier, der viser, at arkitekter har en anden nydelsesreaktion end ikke-arkitekter. At fordi de har set så meget på bygninger eller er blevet optrænet i denne specifikke stimulus, så er deres visuelle system og den måde, de reagerer på, ændret.«

Selv hælder Skov til forklaringen om, at vores personlige erfaringer spiller en langt større rolle i at afgøre vores arkitekturpræferencer, end hvordan bygninger rent objektivt er bygget.

»Det er min personlige holdning baseret på det, vi ved lige nu. Men som sagt er det ikke bevist.«

Rodløst byggeri

Arkitekturoprørets revolte mod moderne arkitektur handler ikke kun om byplanlægning og byggestil men også om kulturarv og nationalt særkende. Eller mangel derpå.

»Tag for eksempel Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens. Det kunne lige så godt ligge i Kina. Der er intet ved det, der peger i nogen som helst retning,” siger Jep Loft og tilføjer, at nybyggeriet vandt Arkitekturoprørets afstemning om 2020’s værste byggeri. Ceresbyen i Aarhus kom på tredjepladsen.

»Man føler sig fremmedgjort. Gå ned i Odensegade i Aarhus, der er bygget lige før Første Verdenskrig. Hvis du ser de huse, er du aldrig i tvivl om, at de ligger i Danmark. De kunne aldrig ligge i Sverige eller Tyskland. Du kan ikke sige hvorfor, men du ved det bare,« siger han og forklarer, at Arkitekturoprørets opfordring til danske bygherrer derfor er at bibeholde et nationalt særkende.

Den kritik falder ikke for komplet døve øren. Henrik Bang, der er direktør i interesseorganisationen Bygherreforeningen, kan i hvert fald godt nikke genkendende til Jep Lofts kritik af rodløst nybyggeri.

»Der er nogle steder, hvor man godt kan blive i tvivl,« medgiver han.

»Jeg vil dog måske vende den om og sige, at jeg tror, det er vigtigt, at man tager afsæt i stedet og giver folk et tilhørsforhold. Det er at afspejle stedet, de omkringliggende bygninger, og at bygningen har et særkende.«

Har I ikke et ansvar for, at man bibeholder den måde, danske bygninger er bygget på?

»Jo. Noget af det ligger hos bygherrerne – andet hos kommunen. Hvis kommunen er meget ukritisk, kan det godt være, at der kommer nogen til et byggeprojekt, som måske sparer på indsatsen og detaljerne i forhold til det område, der bygges i.«

Hvorfor bliver der ikke bygget mere i klassisk arkitektonisk stil?

»Man kan jo starte med, hvordan det, vi i dag kender, er blevet til. Det er jo vokset meget organisk, tænker jeg. Der er bygget noget, og så er det blevet bygget om, og så er det blevet bygget til. Og det gør man jo ikke, når man bygger nyt,« siger han og fortsætter:

»Der laver man en plan og forsøger selvfølgelig også at gøre tingene, så de bliver til at betale for folk. På den måde er der nok lidt en umulighed i det, men der er jo gjort nogle forsøg indimellem på at låne fra fortiden,« siger Henrik Bang og fremhæver Margretheholmen og Århusgadekvarteret i København som eksempler:

»Nogle steder lykkes det at bruge nogle af de her principper. Og så må man jo også bare sige, at det er et samspil mellem kommune og bygherre. Kommunen kan jo definere nogle principper, man gerne vil have overholdt, eller skal i hvert fald godkende en lokalplan, hvis det er bygherren, der kommer med den.«

Nogle forskere mener, at måden, vi bygger vores byer på, kan påvirke menneskers trivsel. Er det noget, I har for øje?

»Sikkert ikke nok. Det er ikke en fremmed iagttagelse, og man har jo dyrket den på hospitaler, hvor det er et mål, at folk bliver hurtigere raske, hvis de har noget pænt at se på,« svarer Bang og fremhæver, at mange faktorer spiller ind i det henseende såsom arkitekten, dennes evner samt budgetmæssige og tekniske begrænsninger.

»Men jeg tænker godt, at vi kunne dyrke det mere og måske i højere grad forsøge at måle på det, vi bygger. Altså hvor vellykket det bliver, og hvilken påvirkning det har på brugerne.«

Har I været gode nok til at inddrage “almindelige menneskers” præferencer?

»Nej, der er helt klart noget forbedringspotentiale der – og igen med store variationer. Nogle er ret gode til det, andre har måske slet ikke fattet, at det faktisk er vigtigt.«

Hvordan forholder I jer generelt til kritikken fra Arkitekturoprøret?

»Den er lidt et ønske om at vende tilbage til gamle dage, og det tror vi nok ikke helt på. Men der er også noget, der er rigtigt: At tage konkret stilling til stedet, tilpasse og give særkende. Vi laver efteruddannelse for vores medlemmer, hvor vi netop kigger på både de positive og de negative aftryk, man kan sætte med sin bygning, ud over selve afkastet. Så vi arbejder for, at man har et bredere blik på det, der bliver bygget, end bare det traditionelle regneark.«