Han står i spidsen for Grønlands sidste mine. Og han er bekymret for selvstyrets nye kurs

Der gemmer sig mange værdifulde mineraler i den grønlandske undergrund. Men Grønland har brug for hjælp udefra, hvis de enorme rigdomme skal realiseres.

Derfor er Bent Olsvig Jensen bekymret over for den linje, Grønlands Selvstyre har lagt i forhold til konkursen i Greenland Ruby.

»Det er ikke uproblematisk. Det er problematisk,« konstaterer han tørt.

Bent Olsvig Jensen er formand for råstofudvalget i arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv. Og så er han direktør for det selskab, der driver Qaqortorsuaq-minen ved Kangerlussuaq.

Minen er den sidste fuldt ud aktive mine i Grønland, efter at Greenland Ruby indstillede driften af en rubinmine i det sydvestlige Grønland og gik konkurs sidste år.

I den forbindelse har myndighederne gjort gældende, at Grønlands Selvstyre har ejendomsretten til de store mængder ædelsten, som Greenland Ruby har trukket ud af den grønlandske undergrund.

Det er en farlig påstand, mener Bent Olsvig Jensen. Man risikerer at skræmme de udenlandske investorer, som Grønland har så hårdt brug for, hvis mineindustrien skal blive en succes.

For hvem vil lægge hundredvis af millioner i et mineprojekt, hvis ikke man kan være sikker på, at man selv har retten til de mineraler, man udvinder?

»Investorer i minebranchen er risikovillige, men de er ikke idioter,« siger Bent Olsvig Jensen.

Skaber usikkerhed

Bent Olsvig Jensen er oprindeligt fra Nordjylland, men kom til Grønland i 1996. Siden 2011 har han været i mineindustrien.

Hans første job i branchen var som direktør i det canadisk-ejede True North Gems Greenland, der oprindeligt havde licensen til at udvinde rubiner og pink safirer i Aappaluttoq-minen ved bygden Fiskenæsset ca. 160 km syd for Nuuk.

»Så var jeg direktør i selskabet, mens vi byggede minen derude og al infrastrukturen,« siger Bent Olsvig Jensen, der stoppede i True North Gems Greenland i 2016, da selskabet gik konkurs grundet mangel på finansiering.

Licensen til Aappaluttoq-minen blev efterfølgende overdraget til Greenland Ruby med den norske entreprenørkoncern LNS og Grønlands Selvstyres vækstfond, Nalik Ventures, i ejerkredsen.

I 2017 startede Greenland Ruby produktionen op i Aappaluttoq-minen. Det lykkedes dog aldrig at skabe en rentabel forretning, og i 2023 indstillede selskabet minedriften.

I september 2024 gik Greenland Ruby konkurs. Og nu mener selvstyret, at de har ejendomsretten til selskabets varelager af ædelsten, der forud for konkursen var bogført til små 200 mio. kr.

Bent Olsvig Jensen fortæller, at selvstyrets påstand er blevet bemærket af de aktører, der i dag er involveret i minedrift på Grønland.

Han påpeger, at Grønland i forvejen er speciel i den forstand, at der ikke er privat ejendomsret, og at retten til undergrunden i stedet er administreret af selvstyret.

Men at selvstyret tilsyneladende mener, at de stadig har rettighederne, efter at mineralerne er trukket ud af undergrunden, giver panderynker hos mineselskaberne.

»Det skaber en usikkerhed, som investorer ikke er trygge ved,« siger Bent Olsvig Jensen.

»Jeg vil da glæde mig til at se, hvordan man på politisk niveau og på embedsmands niveau vil forsøge at forklare og berolige de investorer, der nu har investeret i projekter her i Grønland.«

En helt ny problemstilling

Bent Olsvig Jensen er i dag direktør i selskabet Lumina Sustainable Materials, der bryder mineralet anorthosit i Qaqortorsuaq-minen ved Kangerlussuaq i Vestgrønland.

Efter at rubinminen i Aappaluttoq lukkede, er Qaqortorsuaq-minen den eneste fuldt aktive mine i Grønland – hvis man ser bort fra Nalunaq-guldminen i Sydgrønland, der har startet såkaldt prøveproduktion, men stadig mangler at få de sidste tilladelser på plads.

Ifølge Bent Olsvig Jensen rejser der sig en række spørgsmål som følge af selvstyrets påstand om ejendomsret til Greenland Rubys varelager.

I hvilke andre situationer kan selvstyret finde på at gøre dette standpunkt gældende? Hvad kan det betyde for den måde, man værdiansætter mineselskaber i Grønland? Og kan det give problemer i forhold til at forsikre sit varelager?

»Det er en helt ny problemstilling, som vi kommer til at bruge tid på at få belyst i branchen,« siger Bent Olsvig Jensen.

Han mener ikke, at selvstyrets indstilling får konsekvenser her og nu for hans egen virksomhed og driften af Qaqortorsuaq-minen, da man endnu ikke har opbygget noget stort varelager.

Men det vil formentlig ændre sig, og så risikerer selvstyrets stillingtagen for alvor at give problemer.

»Jeg står jo i en situation, hvor min mine ligger inde i Kangerlussuaq-fjorden, der er lukket med is fem måneder om året. Så jeg bliver nødt til at have varelagre rundtom i verden for at sikre vores leverancer,« siger Bent Olsvig Jensen.

»Jeg har ikke alle svar og spørgsmål på den der problemstilling. Jeg kan bare sige, at vi følger den meget nøje.«

Gift for investorer

Mineindustrien bliver ofte fremhævet som det, der skal bane vejen for større selvstændighed i Grønland – også i den igangværende valgkamp.

»Politikerne har jo sagt det selv: at man har brug for at udvikle råstofsektoren, hvis man på noget tidspunkt skal gøre sig forhåbninger om at blive økonomisk uafhængige af Danmark,« siger Bent Olsvig Jensen.

Men det er også en meget følelsesladet debat, påpeger han. Som eksempel nævner han den stærkt omtalte DR-dokumentar ”Grønlands hvide guld”, der omhandlede danske selskabers udvinding af kryolit på Grønland.

Mens dokumentaren i Danmark mest er blevet diskuteret på grund af dens tvivlsomme regnemetoder, har den i Grønland sat fingeren på et ømt punkt: følelsen af, at udefrakommende har trukket værdier ud af den grønlandske undergrund, uden at grønlænderne har fået del i det.

Og mens Bent Olsvig Jensen godt forstår, at man i Grønland kan være skeptiske over for udenlandske aktører, der vil have del i de grønlandske naturressourcer, advarer han mod, at det bliver en hæmsko for udviklingen.

Her er det ikke hjælpsomt, at der opstår den slags usikkerhed, som bliver skabt af selvstyrets påstand i forhold til ejendomsret.

»Hvis der er noget, der er gift for investorer, er det processer, der ikke er transparente og forudsigelige,« siger Bent Olsvig Jensen.

Jyllands-Posten har rettet henvendelse til den afgående råstofminister, Naaja Nathanielsen, fra regeringspartiet Inuit Ataqatigiit (IA).

Hun oplyser, at hun grundet valget ikke udtaler sig som minister, men alene som kandidat til Grønlands parlament. Hun mener dog ikke, at selvstyrets håndteringen af råstofområdet generelt har skræmt udenlandske investorer væk. Tværtimod.

»Jeg oplever, at dørene er ved at åbne sig,« skriver Naaja Nathanielsen i en mail til Jyllands-Posten.

»Antallet af licenser er stabilt, og antallet af udnyttetilladelser er på vej til at blive det højeste antal nogensinde,« skriver hun.