»Vi er hurtige til at putte ting i rammer for at opnå effektivitet. Men det er drænende for den innovative proces«

Det går igennem i alt, hvad han foretager sig.

I den verdensomspændende butik Flying Tiger Copenhagen med farverige dimser, finurligt plastic og fantasifuldt legetøj. I den ombyggede kirke i København, som i dag er rum for hverdagen, for bordtennis, backgammon og bingoaftener. I bestyrelsesarbejdet med danske startups. I de hoteller, han sammen med sin familie driver i Hornbæk. Og i Søkvæsthuset. Det hus, hvor han snart flytter ind med hele den nære familie – fra børn til bedstemor.

»Ser jeg på min livsstil, og hvad der er vigtigt for mig, så er det forholdet til andre mennesker. Især mine kone og mine børn. De har rørt mig og taget mig til steder, jeg ikke vidste fandtes. Det er dér, vores værdier findes; kærlighed og generøsitet,« siger Lennart Lajboschitz.

Han er nok bedst kendt som manden bag Tiger-kæden.

Men det er også ham, der står bag ombygningen af Absalon Kirke på Vesterbro i København. I folkehuset Absalon kommer der årligt cirka 350.000 mennesker, der deltager i alt fra quiz, banko, yoga til fællesspisning i kirkerummet, hvor møblerne er uens, der er bøger, bordtennis og farverige detaljer.

»At sociale relationer er vigtige, er kun noget, jeg proklamerer, indtil jeg sætter handling bag ordene. Vi omsætter værdien til handling, når vi f.eks. leger med vores børn, spiller bordtennis eller foretager os andre ting sammen. Vores mission med Absalon er at være katalysator for at skabe sociale relationer gennem aktiviteter,« siger Lennart Lajboschitz og fortsætter:

»Vi ville lave noget alment menneskeligt, og det skulle være for alle, ikke kun for socialt udsatte. Vi ønsker, at alle skal være lige i Absalon. Der kommer også socialt udsatte hos os, men de er ikke udsatte, når de er hos os. Vi interesserer os for hinanden i Absalons rum.«

Det var slet ikke meningen, at familien skulle eje en kirke. Men da en ven ringede i 2013 og havde stedet til salg, slog Lennart Lajboschitz til. Ikke fordi han havde forstand på kirker.

»Jeg kiggede på det og begyndte at tænke over, hvad man kunne lave i sådan et rum. Vi havde meget lidt at arbejde med i starten, og så udviklede det sig. Vi begyndte at stille spørgsmål. Vi turde være subjektive. Her skulle ikke være religion og politik, for det splitter folk. Der var ingen færdig plan, og vi ledte efter et sted. Da vi så fandt det, lavede vi planen. Det er det samme med hotellerne og Søkvæsthuset. Det er en lyst til at gøre noget nyt, der driver os,« siger han.

Han fortæller, at de i Absalon ikke serverer portioner, men i stedet stiller hele kyllinger på bordene, for det giver folk en anledning til at tale sammen. ”Hvilket stykke foretrækker du?”, eller ”kan jeg bede om et lår, tak?”.

Som da et ægtepar havde spist med en familie fra Holland, de efterfølgende inviterede med hjem bagefter og fik venner for livet. Eller som de familier, der altid har boet i samme opgang ved siden af Absalon, men aldrig rigtig mødtes. Før de sås i Absalon. Nu spiser de sammen dér ved langbordene hver torsdag.

»Det er livsbekræftende. Det er ikke bare noget, jeg tror på. Det er noget, jeg oplever. Det er dejligt, at man kan have sådan et liv og en sådan empati for andre mennesker. Man kan dele flasker med vin. Man kan give og tage – fysisk, men også mentalt. Man kan lytte til hinanden. Jeg tror på, at i Absalon kan alle få venner,« siger Lennart Lajboschitz.

Fokus på de menneskelige værdier

Det rum genskaber han nu på ny med Hotel Hornbækhus og Villastrand i Hornbæk, en smuk by i Nordsjælland med ca. 4.000 indbyggere, sandstrande og sommerhusområder. Hornbækhus er oppe at køre, mens Villastrand åbner i sommeren 2019.

Han understreger, at han ikke erfaring med hoteldrift.

»Vi laver hotel med overnatning, hvor der skal komme gæster fra Tokyo, New York, Varde og Holstebro. Hvor end de er fra, skal de møde de lokale. Der skal være fællesspisning hver aften, der skal være bål ved vandet, bingo og quizzer, så vi på den måde laver noget, som også er for dem, der bor i Hornbæk,« siger han og fortsætter:

»Vi skaber rum for fællesskaber. Vi har både private og virksomheder, der kommer og hygger sig og mødes på kryds og tværs. På et tidspunkt havde vi en gruppe sangskrivere fra L.A., de endte med at spille bordtennis natten lang med gæster fra en dansk virksomhed, der holdt konference på hotellet – det skete, efter at de tilfældigt mødtes i pejsestuen. Når det sker, er vi lykkedes med vores mission.«

Lennart Lajboschitz er vokset op i 60’erne med et nært forhold til Kofoeds Skole. Det fik han gennem moderen, som arbejdede på skolen, hvor der var plads til de skæve eksistenser, dem med alkoholmisbrug, de ordblinde og dem uden så mange midler.

De kom på besøg hos familien Lajboschitz.

»Når man vokser op i et hjem, hvor der er plads til den diversitet, så er det en slags livets skole. Det er spændende, når folk ikke er som en selv. Det giver nogle oplevelser. De har interessante historier. Jeg er vokset op i et hjem, hvor man ikke har dyrket, at det er en disciplin at være den mest intelligente. Der var fokus på de menneskelige værdier,« siger Lennart Lajboschitz.

Han er ikke imponeret over skolesystemet i dag. Ifølge ham er der meget fokus på, at man skal have det rigtige svar.

»Systemet opdrager os til, at fejl ikke er godt. Faktisk er det næsten bedre ikke at lave noget end at lave fejl. Jeg bliver nogle gange spurgt om de fejl, jeg laver, når jeg kaster mig ud i nye projekter. Mit ærlige svar er, at jeg ikke kan huske dem. For de fejl, jeg laver, er en del af processen i at finde den rigtige løsning. Jeg laver fejl hele tiden. Uden dem finder jeg ikke svarene,« siger han og tilføjer:

»Det er en god værdi at ville udforske. Vi lever i en tid, hvor alting bliver så rationelt. Vi skal kunne se resultaterne, før vi handler. Vi skal være sikre på udkommet. Det er ikke et særlig godt miljø for iværksætteri.«

Usikkerhed skaber muligheder

Tilbage i Tiger-dagene blev der holdt ledermøder med agenda, da kæden voksede sig stor. Men agendaen sikrede, at der i hvert fald ikke skete noget. Det var ren afrapportering.

Efter mødet gik ledergruppen en tur på Shawarma House på Strøget. Så foreslog en medarbejder noget, og så blev det ligesom det uformelle beslutningsmøde.

»Vi er så hurtige til at putte ting i rammer for at opnå højere effektivitet. Men det er drænende for den innovative proces.«

Selv tænker han sidelæns, som han siger. Forsøger at blive i sengen et kvarter længere hver morgen. Og så praktiserer han sund frustration.

»Når min kone og jeg tager hjem fra Absalon og har haft en god aften der, så siger vi ikke blot, at det var da en god aften. Så taler vi videre om, hvordan vi tager det til næste niveau. Man skal passe på, at man ikke bliver for tilfreds,« siger han.

I 2012 solgte han ca. 70 pct. af Tiger.

Det var blevet for givet, at han var Tigermanden, som han kalder det. Det var blevet for sikkert, og det var en rolle, han ville væk fra, så han kunne springe ud i andre ting uden at vide, hvor han landede.

»Jeg står i badet om morgenen og tænker, hvad man kunne gøre anderledes. Enten stopper man drømmene der, eller også giver man sig tiden og modet til at tænke dem ud. Det handler om usikkerhed. Jeg ser usikkerheden som en mulighed for, at der kan ske noget nyt. Det var en af grundene til, at jeg solgte aktierne i Tiger. Jeg ville have ressourcerne til at være usikker igen.«

Værdifuldt at snakke med de unge

Lennart Lajboschitz er uddannet antropolog og interesserer sig for, hvordan mennesker lever.

»Det, der interesserer mig i tiden, er bl.a. antibevægelser. Ikke det, der er mainstream, for det kan selv en blind kat se. Jeg er glad for at tage på Roskilde Festival. Det er unge mennesker, som flipper ud i en rus af drømme. Man skal sætte spørgsmålstegn ved den normale struktur. Man skal passe på, at dogmerne ikke bliver en begrænsning. Og at tale med unge mennesker, som ikke hænger fast i bestemte dogmer, giver nogle indsigter,« siger Lennart Lajboschitz.

Alle de projekter, han har kastet sig ud i, kunne han ikke gøre uden sin familie bag sig.

Det nævner han flere gange. Hvordan hans kone, Sus, er med i konceptudvikling og indretning. Hvordan børnene er med i idéprocessen. De bor tæt sammen nu. Men snart flytter de alle ind i Søkvæsthuset – en villa ved Christianshavns Kanal.

»Når jeg ser min mor på 91 år lave pandekager med Maja på fem år, så er det et magisk øjeblik. Maja forstår godt, at mormor ikke hører så godt, og mormor forstår godt, at Maja ikke forstår, hvordan man laver pandekager. Hvis man ikke tager vare på sådanne små øjeblikke, så bliver det ubetydeligt. Vi må tænke på, hvordan man får et godt familieforhold. Ser man ikke hinanden, så ekskluderer man hinanden. Man må give noget for at få en familie til at fungere. Inddrage hinanden og åbne op.«

Og det er netop det, der går igennem alt, hvad Lennart Lajboschitz laver, og de rum, han skaber for andre omkring sig.