Fortsæt til indhold
Erhverv

Specialøl og udenlandsk øl vokser i Danmark

Specialøl fra danske mikrobryggerier og udenlandsk øl tog markedsandele i Danmark sidste år, og tendensen ser ud til at fortsætte i år.

Ritzau Finans

Det oplyser Bryggeriforeningen til Ritzau Finans.

Markedsandelen for dansk mikrobryg og udenlandsk øl er vokset med 30 pct. fra 2012 til 2013.

- 2012 var ellers et rekordår, hvor specialøllet rundede en markedsandel på mere end 10 pct. af det samlede salg af øl i Danmark målt på volumen. Men væksten var endnu større i 2013. Her udgjorde udenlandsk øl og øl fra danske mikrobryggerier tilsammen 13,7 pct. af ølsalget, oplyser Bryggeriforeningen, der ser flere årsager til stigningen:

- Danskerne har for alvor fået øjnene op for variationen i øltyperne og nyhederne fra de mange forskellige bryghuse. Kvaliteten har aldrig været højere, og samtidig gør butikkerne mere ud af at præsentere øllet end tidligere, siger kommunikationschef i Bryggeriforeningen, Per Sten Nielsen, til Ritzau Finans.

Mikrobryggerier sælger mere

Øl fra de mindre danske bryggerier udgør nu 5,9 pct. af markedet, mens udenlandske bryggerier tegner sig for 7,8 pct. for helåret 2013.

Og væksten ser ud til at fortsætte i 2014.

I maj udtalte Coops kategorichef, Kenn Thomsen, ifølge Bryggeriforeningen til Retail News, at Coop i de første fire måneder af 2014 havde solgt 37 pct. flere specialøl fra danske og udenlandske bryggerier i forhold til den tilsvarende periode sidste år.

Går man tilbage til 2009, var andelen 7,7 pct. fordelt med 4,1 pct. udenlandske øl og 3,6 pct. på øl fra mikrobryggerier. For 10 år siden - i 2004 var andelen samlet 2,85 pct. fordelt med 2,1 pct. på mikroøl og 0,75 pct. på udenlandsk øl.