Talebobler i blodet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Mennas gravkammer ved Luxor, Parthenonfrisen fra Akropolis og Bayeux-tapetet – de er tegneserier alle sammen. Der er tale om billedfortællinger, som fortæller dramatiske historier med fremadskridende, sekventiel handling. Hvis man godtager denne brede definition, er tegneserien vor kulturs urmedie, og romanen en ren grønskolling i sammenligning – den første roman, ”Don Quixote”, udkom først i 1605.

Mere konservative teoretikere vil måske skrive år 1900 på tegneseriens dåbsattest, men uanset hvad har den haft en lang og vigtig historie. I den danske tegneseriekrig i 1950’erne frygtede spidsborgerlige kommunelærere stribernes korrumperende indflydelse på ungdommen. Batman og Knold & Tot kunne angiveligt gøre de unge læsere til analfabeter, arbejdssky eller endda homoseksuelle, og hetzen antog en styrke, så Aller i en tiårig periode opgav at udgive Superman og Fantomet. Læsernes appetit på striber og talebobler forblev dog intakt, og i dag kan man i de fleste selskaber trygt erklære sin passion for tegneserier – eller ”graphic novels”, når det skal lyde fint.

Tegneseriens magi beror på, at læseren i særligt høj grad er med til at skabe dens handling. Det er vores medfødte talent for at danne fortællinger og skabe mening, der lapper hullerne mellem de enkelte rammer. En af genrens allerstørste mestre, Spirit-skaberen Will Eisner, kaldte det ”sekventiel kunst”: hver for sig er rammerne bare enkeltbilleder, men når de sættes sammen, bliver de til tegneseriekunst. Art Spiegelmann, der skabte den måske mest vellykkede Holocaust-fortælling nogensinde, tegneserieværket ”Maus”, talte om ”commix” – forstået sådan, at tegneseriens særkende er dens mix af tekst og billede.

I hænderne på den rigtige skaber kan tegneserien noget unikt, som hverken litteratur eller film kan gøre på samme måde. Det ved danskerne udmærket. På nettet findes entusiastiske fora, hvor tegneseriefans deler deres passion og viden, på universiteterne er tegneserieforskning blevet accepteret som et seriøst felt, og Danmark er velsignet med flere forlag, der har specialiseret sig i det vigtige medie og dygtigt udgiver både oversatte mesterværker og danske originalværker.

Alligevel hersker der et misforhold mellem tegneseriers betydning og den stedbarnlige behandling, de typisk får i mediebilledet. Der findes dygtige tegneserieanmeldere på de fleste aviser, og de allerstørste nyheder får typisk lidt spalteplads. Men sammenlignet med romanen, musikalbummet og spillefilmen er tegneserien stadig et forsømt vidunderbarn.

Derfor er vi stolte af fremover at kunne lægge spalter til en sand kapacitet på området. Da denne redaktør var en dagdrømmende skoledreng, der netop havde skiftet Anders And ud med en arvet og højt skattet samling af Spiderman-blade (dengang hed han ”Edderkoppen” på dansk), var der i hvert fald én voksen, der delte hans passion. En belæst og passioneret mednørd, der i sit forrygende tv-program ”Troldspejlet” skabte en kritisk offentlighed om alt det vigtige, resten af mediebilledet ignorerede. En tv-vært, hvis loyale, grænsende til fanatiske, seere har fulgt programmet ind i dets 25. år: Jakob Stegelmann.

Nu får også Jyllands-Postens læsere fornøjelse af hans vidende pen, og vi indleder samarbejdet med tre friske tegneserieanmeldelser.

Velkommen til Jakob Stegelmann i spalterne, og velkommen til Jyllands-Postens nye tegneseriedækning.