Opfinderen lover: Nye briller kan udrydde køresyge
En britisk landmand har testet en opfindelse, der kan betyde enden på kvalme og svimmelhed under transport.
Et par solbriller, der på det ene øje kun lader lys slippe ind, men ikke tillader bæreren af brillerne at se bevægelse.
Det er opfindelsen, den britiske landmand Tim Flaxman insisterer på kan afhjælpe den irriterende transportsyge, hvor man bliver svimmel, får kvalme og kaster op under kørsel.
"Jeg har fløjet til Frankrig, hvilket var fantastisk. Jeg har rejst rundt i Europa og testet dem til havs. Jeg er begejstret," siger den 53-årige opfinder, som selv har lidt af transportsyge i invaliderende grad, ifølge The Telegraph.
10 års arbejde
Tim Flaxman har arbejdet på sin opfindelse i 10 år og har ifølge Times nu 10.000 par solbriller til at ligge i en gammel svinesti, parat til at komme på markedet.
Opfinderen skulle angiveligt have fundet på designet til de nye solbriller, da han en dag for over et årti siden kørte med toget og dækkede det ene øje med sin billet. Han opdagede da, at transportsygen aftog og besluttede sig for at udvikle et par briller, der kan afhjælpe lidelsen.
Den britiske landmand har brugt over en halv mio. kr. på at udvikle brillen, han har valgt at kalde "TravelShades". Inden opfindelsen kan købes i butikkerne, skal brillen dog testes i videnskabelige forsøg, så man kan være sikker på, at de virker. Den britiske apotekerkæde Lloyds har ifølge Times allerede vist interesse for at sælge de nye solbriller.
Rammer mange
Transportsyge er en fællesbetegnelse for søsyge, køresyge og luftsyge og dukker ifølge Netdoktor op, "når hjernen ikke umiddelbart genkender den aktuelle kombination af sanseoplevelser". Omkring 25 pct. af alle danskere lider i én eller anden udstrækning af transportsyge.
Det er ofte særligt, når kroppen har en fornemmelse af at bevæge sig, mens synet ikke opfatter det - f.eks. hvis man sidder i en bus, hvor det er svært at kigge ud, hvis man læser under transporten, eller hvis man er på en båd og ikke kan se horisonten. Resultatet er, at man føler sig døsig og utilpas og kan ende i, at man får voldsom kvalme og kaster op.
Der findes piller og plastre, man kan bruge mod transportsyge - i pillernes tilfælde har de dog den bivirkning, at man bliver søvning af dem, og derfor kan de ikke bruges, hvis man skal køre bil umiddelbart efter rejsen.