Gensidig forsørgelsespligt, ja tak!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I mange år har vi været vænnet til, at staten havde pligten til at forsørge borgerne.

Eneste undtagelse er ægtefæller, som har pligt til at underholde hinanden, i hvert fald økonomisk.

Nu skubber regeringen denne forsørgelsespligt hen til, at også ugifte par har pligt til at forsørge hinanden. Det berører ca. 12.000 mennesker fra nytår, hvor kontanthjælpen betinges af samleverskens økonomi.

Mette Frederiksen (S) forsvarer det i ligestillingens navn: ”Vi gennemfører bare de samme regler om gensidig forsørgelse, som i årtier har været gældende for ægtepar, og det gør vi for at skabe lige retningslinjer for alle.”

Det er modigt og godt gjort af regeringen. Også fordi det er med til at skubbe til den forventning, som de fleste har og opdrages til, nemlig at staten er førsteforsørger for alle borgere.

I Grundlovens § 75, Stk. 2 står der, at ”den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige”. Altså der står højt og tydeligt, at staten er sidsteforsørger og kun i de tilfælde, hvor der ikke er andre forsørgere, er det offentlige forpligtet.

Professor Kirsten Ketcher har derfor heller ingen god sag, når hun med Grundloven i hånden mener, at ugifte samboendes forsørgelsespligt er grundlovsstridig. For det er vel op til lovgiver at definere, hvem forsørgelsen påhviler i første instans. Jeg mener også, at man kunne hæve grænsen for forsørgelsespligt for børn fra 18 år til 25 år. Det betyder ikke, at nogen skal lide nød, men at det blot er de nærmeste, der har den primære forpligtelse, frem for det offentlige. Og er der ingen ægtefælle, samboende kæreste eller forælder, skal det offentlige, som der står i Grundloven, træde til.

Gensidig forsørgelsespligt er et af de vigtigste principper, vi kan bruge til at reformere velfærdsstaten. Og det har både en besparelsesside, som man selvfølgelig kan mistænke politikerne for at tænke mest på, men dens moralske side er lige så vigtig: at det danske samfund består af gensidigt forpligtede individer, der lever i familier, forhold og ægteskaber. Det er dette netværk af gensidige forpligtelser, som primært skal forsørge og hjælpe hverandre. Og stat og kommune skal først træde til for de ulykkelige, som ikke har en partner, forælder eller barn til at hjælpe.