En svensk nationalhelt
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Som han står dér i skumringen på havnekajen i Helsingborg og kigger ud over Øresund ligner han noget så sjældent som en svensk nationalhelt. Navnet er Stenbock, Magnus Stenbock – greve, feltmarskal og kongelig rådgiver. Født i 1665 ind i en adelig slægt og død i dansk fangenskab på Kastellet i København i 1717.
Hans liv var vel, hvad man kan kalde dionysisk, og formede sig som en kamp for ære og anerkendelse. Ikke mindst fra det øjeblik, hvor hans fader, Gustaf Otto Stenbock, faldt i unåde hos Karl XI, der i 1679 indførte svensk enevælde og dermed indskrænkede adelens magt.
Med Karl XII blev det anderledes. Stenbock udmærkede sig som en kapabel soldat under Slaget ved Narva i 1700, blev udnævnt til Skånes guvernør i 1706 og fejrede sin store triumf som sejrherre under Slaget i Helsingborg i 1710. Siden kom marchen gennem de polske og tyske provinser og afbrændingen af den dengang danske markedsplads Altona ved Hamborg. Derpå gik det galt. De svenske tropper havde fjenden lige i hælene, og i marts 1713 blev Stenbock taget til fange sammen med 10.000 svenske soldater i Slesvig-Holsten – af Frederik 4.s tropper.
Det var i 1713. Som den eminente fangst, han var, blev Stenbock til at begynde med behandlet som en konge. Men tiden gik. Og den danske behandling blev stadig mindre kongelig. Stenbock blev ikke udvekslet eller forhandlet fri. Han sad fast – tilmed hos ærkefjenden.
I 1716 sad Magnus Stenbock alene i en spartansk celle bag tremmer. Her endte han sit liv i absolut ensomhed. Eller næsten.
For som den yngre svenske historiker Andreas Marklund fortæller i sin velkomponerede biografi Stenbock. Ära och ensamhet i Karl XII:s tid, så kiggede Peter den Store forbi en våd og kold septemberaften i 1716 og tiltalte den svenske krigshelt på en blanding af plattysk og nederlandsk. Zaren var klar over, at Kastellet husede en notabilitet.
Ikke at Magnus Stenbock nyder nogen særlig anerkendelse den dag i dag. Det er vel de færreste svenskere, der aner, hvem han var.
Det gør Andreas Marklund til gengæld, og hans biografi om en af de mest karismatiske skikkelser i den svenske stormagtstid er spækket med detaljeret viden om denne aristokrat blandt soldater med mere end 30 år i felten rundt omkring på den europæiske krigsskueplads, hvor svenskerne dengang høstede store og aggressive sejre. Hvis der dengang var noget, der karakteriserede svenskerne som folk, så var det deres evne til at invadere, dræbe og kontrollere andre folkeslag fra Rusland, Estland og Livland i øst til de tyske provinser i vest.
Jeg skriver til Andreas Marklund for at få ham til at forklare, hvad det var for en mentalitet, drift og ideologi, Magnus Stenbock repræsenterede, fordi den forekommer at være fuldstændig borte i dagens Sverige. Hvad var det, der drev de politiske og militære eliter – dengang?
Marklund har tidligere undervist på Københavns Universitet og forsker i dag ved det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød. Han lægger ud med at fortælle lidt om bogens tilblivelse og inddragelsen af især danske kilder. Det danske materiale gjorde hele forskellen. Et ikon fra krigenes tid kan naturligvis ikke analyseres seriøst, hvis man ikke også inddrager ’arvefjendens perspektiv’. I Sverige indgik Stenbock længe i nationalheltenes superliga – sammen med konger som Gustav Vasa og Karl XII – men vender man kikkerten mod Danmark og andre lande i Østersøområdet fremtræder der sider, der er noget mindre smigrende. Interessant nok har danske historikere været relativt milde i deres domme, mens tyske og polske skribenter ikke har tøvet med at taksere Stenbock som både krigsforbryder og fuldblodspsykopat. I det tyske Der Spiegel er Stenbock eksempelvis blevet beskrevet som den djævelske general fra Sverige. Det danske kildemateriale gjorde det lettere at komma tæt på Stenbock som menneske. Tidligere svenske biografier har frem for alt fokuseret på den 'heroiske fase' med spotlight på Slaget i Helsingborg. Årene i dansk fangenskab er i alt væsentligt blevet opfattet som en blindtarm til sidst i hans liv. For mig var det lige omvendt. Jeg faldt over Stenbocks breve på Rigsarkivet i København, og jeg begyndte at læse. Hvem var den tragiske brevskriver egentlig? Hvad havde han gjort for at have i en så bedrøvelig situation, isoleret i en mørk fængselscelle som en anden greve af Monte Cristo? Og hvorfor var han så vigtig, at selveste Frederik 4. pudsede sin bedste postspion til at overvåge hans kommunikationer med omverdenen? FORTSÆTTES I MORGEN…