Kendsgerninger om Den Kolde Krig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lektor, censor ved universiteternes historieuddannelser Johan Nielsen retter i Jyllands-Posten 7/3 en heftig kritik mod professor Bent Jensen i anledning af dennes nye bog ”Ulve, får og vogtere”. Kritikken virker imidlertid ikke overbevisende, da den er blottet for dokumentation og uden konkrete eksempler.

Hvilke historikere?

Professor Bent Jensens bog har ellers fået fine anmeldelser både i Berlingske, Jyllands-Posten, Weekendavisen, Fyns Stiftstidende og mange andre steder, men det reduceres hos Johan Nielsen til blot rygklapperi. Han beklager sig over Bent Jensens manglende anonymisering. Det er jo en absurd anklage. Historien formes af levende mennesker, og det giver således ingen mening at skrive historie uden at nævne aktørerne.

Johan Nielsen nævner også, at Bent Jensens analyseresultater lever deres helt eget liv uanset det inddragne kildemateriale, men der gives ingen konkrete eksempler. Fremstillingen i Bent Jensens bog er jo netop helt overvældende veldokumenteret.

Det gælder eksempelvis den helt fremragende og nye gennemgang af den strategiske tænkning hos den russiske militære ledelse.

Johan Nielsen mener, at Bent Jensens synspunkter afviger fra »de fleste andre historikere«.

Hvilke historikere og hvilke synspunkter? Det får læseren intet at vide om. En opfattelses gyldighed afgøres vel ikke på basis af, hvor mange historiker, der deler den, men derimod af den grad af dokumentation, den er baseret på.

Fra russisk materiale

Når professor Bent Jensen har den opfattelse, at Sovjet skulle være villig til under bestemte forudsætninger at bruge og faktisk indsætte sine atomvåben, så »afviger vurderingerne fundamentalt mellem BJ og stort set alle andre«, skriver Johan Nielsen, men det er heller ikke rigtigt.

Det fremgår med al tydelighed af det russiske materiale, som fremlægges, at Sovjet helst ville undgå en atomkrig, men også at man regnede med at kunne vinde en sådan krig.

Netop i løbet af 1970’erne gennemførte Sovjet en omfattende modernisering af sine væbnede styrker. Det er således ikke rigtigt, når Johan Nielsen skriver om Sovjets »overlegne, men kvalitativt helt utilstrækkelige beredskab«.

Står ikke alene

Alt dette ville Johan Nielsen vide, hvis han havde læst Bent Jensens fremstilling mere opmærksomt. Bent Jensens bygger bl.a. på analyser foretaget af Forsvarskommandoen og Forsvarets Efterretningstjeneste samt forskelligt sovjetisk/russisk materiale.

Det er heller ikke rigtigt, at Bent Jensen står alene blandt historikerne med sin opfattelse. Bl.a. kan man pege på den polsk-amerikanske historiker Richard Pipes, som er helt på linje med Bent Jensen. Mange andre uden for den danske andedam kunne nævnes. Noget tyder på, at Johan Nielsen simpelthen ikke kender disse forskere.

Professor Bent Jensens vurdering af den sovjetiske trussel er hverken »værre eller bedre dokumenteret end DIIS-argumentationen for det modsatte« skriver Johan Nielsen, men det er noget sludder. DIIS afviser stort set, at der skulle være en militær trussel, men Bent Jensen viser bl.a. baseret på et omfattende sovjetisk materiale et helt andet og langt bedre dokumenteret billede.

En masse fordomme

Lektor Johan Nielsens beskyldninger for manglende dokumentation holder altså ikke. Hans indlæg rummer derimod en masse fordomme og demonstrerer en manglende belæsthed på området. Han skal stå tidligere op om morgenen, hvis han ønsker at blive opfattet som en seriøs deltager i debatten om Danmark under Den Kolde Krig.

Det er ikke betryggende at erfare, at han åbenbart fungerer som censor i historie på universiteterne.