Fortsæt til indhold
Indland

Verdens første blinde bedemand er dansker

Synshandikappet mand er takket være teknologien blevet uddannet bedemand.

Kan man have et almindeligt arbejde, når man ikke kan se noget?

Ja, det kan man godt. I hvert fald er det ikke nogen hindring for at blive bedemand.

Som verdens første synshandikappede ifølge bedemændenes sammenslutningens hjemmeside, danskebegravelser.dk, har 45-årige Thomas Wetche nemlig gennemført uddannelsen og kan dermed arbejde som bedemand på lige fod med alle andre.

Laver næsten det samme som andre

Bedemandsuddannelsen, som Thomas Wetche har taget, er tilrettelagt af Udviklingscenter Syd i Haderslev og en række bedemandsforretninger under navnet DanskeBegravelser.dk. Thomas Wetche har været blind siden niårsalderen, men har alligevel gennemført uddannelsen med topkarakterer og driver nu sin egen forretning.

Det er muliggjort, fordi uddannelsen foregår på en online-platform, som er brugervenlig for synshandikappede, så blinde kan agere bedemand på lige fod med alle andre.

Via teknologien har Thomas Wetche fået samlet alt på et site, så han kan styre gennemførelsen af en komplet begravelseshandling elektronisk. Den eneste hindring er kørsel af rustvognen, som selvsagt ikke er mulig for en blind. Den står en anden bedemand for.

Offentlig digitalisering skidt for syndhandikappede

Thomas Wetche er glad for, at han nu kan kalde sig uddannet bedemand og dermed være på lige fod med sine kollegaer.

”Handicappede oplever i stigende grad at blive ekskluderet fra det omgivende samfund, hvilket digitaliseringen af det offentlige blot er ét eksempel på. Den nye teknologi har gjort det muligt for mig at bidrage til samfundet og være bedemand på lige fod med mine kollegaer," siger han.

Formand for Dansk Blindesamfund, Thorkild Olesen, kalder det fantastisk, at blinde nu kan uddanne sig til bedemænd. Men han mener alligevel, at blinde bliver ladt i stikken, når al offentlig kommunikation fra næste år skal være digital.

"Jeg kan godt forstå Thomas' kritik, og jeg er bekymret for, at man siger, at folk uden en computer kan få hjælp på Borgerservice, for blinde kan ikke køre bil, så de har svært ved at komme derned," siger han.