Grusomt børnemord vækker afsky i Sydafrika
To helt små piger blev kidnappet, voldtaget, dræbt og efterladt på et offentligt toilet.
Los Angeles
I Sydafrika, et land med et skræmmende højt antal seksualforbrydelser, er voldtægter ganske enkelt er så udbredte, at chokeffekten ofte udebliver.
Men selv i Johannesburg-forstaden Diepsloot, hvor vold og kriminalitet ellers er særdeles udbredt, har en grusom sag om to pigers død alligevel chokeret lokalbefolkningen, rapporterer tv-stationen CNN.
Kusinerne Yonelisa og Zandile Mali på henholdsvis to og tre år blev kidnappet ved eget dørtrin ved højlys dag.
Efterladt på toilet
Da de blev fundet få dage efter, blev mareridtet endnu mere uhyggeligt .
De to piger var nemlig blevet voldtaget og myrdet, inden deres livløse kroppe blev efterladt på et offentligt toilet i bydelen.
Siden det uhyggelige fund den 15. oktober er fem mænd blevet sigtet i sagen, og de blev torsdag fremstillet i retten i Pretoria.
Demonstration foran retsbygning
Retssagen er dog i første omgang udsat til 1. november for at give mere tid til myndighedernes efterforskning.
Efterforskerne er nemlig i færd med at analysere dna-beviser, som kan dokumentere de fem personers medvirken i forbrydelsen.
En af de fem har angiveligt erkendt sin forbrydelse, mens de fire øvrige nægter sig skyldige.
Mens retsmødet blev gennemført, demonstrerede mange uden for retsbygningen i protest mod drabene.
Fundet efter 10 dage
Diepsloot er et af de farligste steder i Sydafrika, og det er derfor ingen nem opgave at passe på sine børn.
Yonelisas mor, Thokozani Mali, prøvede ellers sit bedste i den tætbeboede bydel.
Hun var alene hjemme med pigerne, som legede sammen, og kiggede efter egen forklaring efter dem hver femte minut.
Mali opdagede, at begge piger var væk, da der pludselig blev stille i hjemmet. Familie, naboer og politi blev alarmeret og indledte en eftersøgning.
10 dage senere blev pigerne fundet dræbt.
Meddelelse fra præsident
Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, har fordømt drabene i en erklæring til befolkningen.
”Disse grusomme hændelser med ekstrem tortur og mord på børn hører ikke hjemme i et samfund, som vi hele tiden stræber efter at bygge op i fællesskab. Mens vi appellerer til, at lokalsamfundet ikke tager sagen i egen hånd, opfordrer vi dog alle til at samarbejde med myndighederne, så gerningsmændene kan blive fundet og retsforfulgt,” lyder meldingen.
Sydafrika har ifølge flere undersøgelser det højeste antal anmeldelser af voldtægter blandt Interpols medlemslande. Men selv når mistænkte bliver pågrebet, fører det langt fra ofte til en dom.
Omfattende kriminalitet
Der registreres godt 55.000 sager om seksualforbrydelser hvert år, men det reelle omfang er efter alt at dømme meget større.
Ifølge flere eksperter undlader mange ofre nemlig at anmelde forbrydelserne.
Omfattende kriminalitet har bidraget til, at ca. 1 mio. hvide og mange højtuddannede siden slutningen af 1980'erne har forladt Sydafrika.
Kriminaliteten og voldens udbredelse tilskrives blandt andet det delvise sammenbrud af mange samfundsinstitutioner og den udbredte fattigdom.