10 gode råd om køb af blomsterløg
Du skal købe blomsterløg om efteråret, hvis du vil have flotte blomster i haven til foråret. Men nogle løg bør du holde dig fra. Læs, hvordan du tjekker, om løgene er gode nok og få andre gode råd om køb og opbevaring af blomsterløg.
1. Køb blomsterløg tidligt
Køb og læg dine nye forårsløg så tidligt som muligt, inden de bliver angrebet af gråskimmel.
2. Køb ikke spirede løg
Pas på med at købe billige blomsterløg sidst på sæsonen. Løg har ikke godt af at blive opbevaret i plastposer i stuetemperatur i længere tid. Hvis løgene i butikkerne er begyndt at spire inde i poserne, så undlad at købe dem.
LÆS OGSÅ: 10 gode råd om anvendelse af blomsterløg i haven
3. Tjek for grå belægninger
Tjek altid blomsterløgene for grålige belægninger. Belægningen kan skyldes gråskimmel. Syge løg bør altid kasseres.
4. Vælg blomsterløg i papirposer
Blomsterløg, som ligger i papirsposer med god ventilation, har større holdbarhed.
LÆS OGSÅ: Sådan planter du i haven
5. Køb store blomsterløg
Køb altid store blomsterløg, især når det drejer sig om tulipanløg. Store tulipanløg giver altid større og kraftigere blomster. Husk, at nye tulipanløg kun giver store blomster det første år. Allerede året efter er blomsterne meget mindre.
6. Læg løgene et køligt sted
Hvis du ikke lægger dine blomsterløg i jorden umiddelbart efter anskaffelsen, er det bedst at pakke løgene ud og lægge dem på et køligt og gerne mørkt sted, indtil de skal i jorden.
LÆS OGSÅ: Kan du så noget i køkkenhaven om efteråret?
7. Læg bløde blomsterløg i vand
Bløde, men ellers sunde, løg kan lægges i en spand med lunkent vand i en times tid. Så bliver de saftspændte og faste.
8. Læg løgene i den rigtige dybde
Se altid på emballagen, om der er angivet læggedybde og placering i forhold til solen. Blomsterløg lægges altid i en dybde, som svarer til tre gange løgets højde.
LÆS OGSÅ: Skal du gøde om efteråret?
9. Genbrug løg fra potter i haven
Blomsterløg købt i potter kan efter blomstring plantes ud i haven. Det lykkes bedst med påske- og pinseliljer og alle mindre løgvækster. Tulipaner og hyacinter er knapt så gode at plante ud.
10. Køb ekstra løg til senere fremdrivning
Når du køber nye blomsterløg, så køb lidt ekstra til drivning eller krukker. Når løgene er lagt i en blanding af halvt grus og halvt god muld- eller pottejord i potter, dækkes de med 20 cm blade ude i haven. Ved juletid kan du tage potterne ind og drive løgene i blomst ved en temperatur på 15-20 grader.