Hvad er langtidsblodsukker?
En sukkersyg patient siger, at læger måler både korttids- og langtidssukker i blodet. Det synes uforståeligt, at man kan skelne derimellem, for der findes jo kun en slags sukker, nemlig glukose, i blodet. Hvordan hænger det sammen?
Venlig hilsen Aage Bendixen
Newton har talt med ph.d. Esben Søndergaard, læge ved Medicinsk Endokrinologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital:
»Det er rigtigt, at der ikke er tale om et blodsukker, når man omtaler ”langtidsblodsukker”.
”Langtidsblodsukker” er et slangudtryk for Hæmoglobin A1c, forkortet HbA1c. Det er et protein-sukker-kompleks i blodet, der afspejler blodsukkeret over de sidste to-tre måneder.
Hæmoglobin, hvis normale funktion er transport af ilt i blodet, kan reagere med glukose i blodet og derved danne HbA1c. Mængden af HbA1c er afhængig af, hvor meget glukose, der har været i blodet de foregående to-tre måneder, og er derfor et godt mål for, hvordan blodsukkeret ligger gennemsnitligt.
Lægerne bruger målinger af HbA1c, altså ”langtidsblodsukkeret” til at sikre, at behandlingen af sukkersygepatienter er tilfredsstillende, da højere niveauer af HbA1c er forbundet med en øget risiko for komplikationer til sukkersyge (hjertesygdom, nyresygdom og øjensygdom).
”Korttidsblodsukker” er et mål for mængden af glukose i blodet og giver et øjebliksbillede af blodsukkerniveauet. Lægen benytter det til at se, hvordan blodsukkeret varierer fra dag til dag og over døgnet.
Det er anvendeligt i justeringen af insulinbehandling. Derudover kan sukkersygepatienten benytte ”korttidsblodsukkeret” som et redskab til at se sammenhængen mellem blodsukkeret og hvilken kost, der indtages samt det fysiske aktivitetsniveau.«