Det tyske mirakel

Berlin

Udsigten over Berlin fra Rigsdagsbygningens kuppel er fascinerende. Tilmed får man horisonten rundt serveret symboler for den til enhver tid dramatiske tyske historie - Sejrssøjlen, Schöneberg Rådhus, Berlin-murens forløb, Holocaust-mindeparken, Friedrichstrasse Station, synagogens kuppel, det nye kanslerministerium, den nye Berlin Hovedbanegård. Og så videre.

Det land, der om mindre end en uge er vært for verdensmesterskaberne i fodbold, har en historie af højeste drama. Se på Tysklands tidstavle. Tyskerne befinder sig til alle tider i en brydningstid. Også i dag.

Trods det er VM-værten et nagelfast demokrati og et fredsskabende land, der tager imod vel en million gæster i den kommende måneds tid med sloganet: »Verden som gæst hos venner.«

Tyskland er i dag omgivet af lutter venner. Det har aldrig været tilfældet før. Genforeningen af Vest- og Østtyskland, modpolerne i Den Kolde Krig, forløb fredeligt. Tyskland ligger i dag midt inde i EU. Tyskerne kunne tillade sig nu at være stolte over, hvad de har præsteret - et mirakel!

Rigsdagsbygningen selv binder tidernes skiften sammen, bygget som den blev i kejsertiden og i dag er ramme om det moderne parlamentariske demokrati.

Fra kuplen ser man stik vest den forgyldte sejrsgudinde Viktoria, som berlinerne respektløst kalder Guld-Else, på toppen af Sejrssøjlen. Med spyd og laurbærkrans rager hun op over det bølgende hav af grønne træer i den vældige Tiergarten. Og drejes blikket en smule til højre ses det nye kanslerministerium, der i højeste grad er nutid.

Sejrssøjlen er symbol for Prøjsens sejre over Danmark (1864 sammen med Østrig), over Østrig (1866) og over Frankrig (1870-1871). Mindesmærket er rejst til ære for rigskansler Otto von Bismarck. Sejrssøjlen er smykket med forgyldte kanonrør fra de besejredes slagmarker. Selvfølgelig er det hårdt for en dansker at vide, at nogle af kanonrørene måtte stamme fra Dybbøl Skanser. Danmark havde med novemberforfatningen 1863 foræret Bismarck (og Østrig) en anledning til krigserklæringen ved at inddrage hertugdømmet Slesvig under kronen imod fredsaftalen efter treårskrigen 1848-1851.

Samleren Bismarck

Otto von Bismarck er en nøglefigur i den tyske og dermed i den europæiske historie. Ved indgangen til hans mausoleum nær Hamburg står et citat fra en tale, som Bismarck holdt med sin fistelstemme i Rigsdagen 9. juli 1879:

»Jeg har fra begyndelsen af min løbebane kun haft denne ene ledestjerne: Med hvilket middel og på hvilken måde kan jeg bringe Tyskland til at være en enhed, og så vidt dette er nået: Hvordan kan jeg konsolidere, befordre og forme denne enhed, så den af fri vilje vedvarende opretholdes af alle tyskere.«

Hans oldebarn, familieoverhovedet i dag, fyrst Ferdinand von Bismarck, har i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten peget på et centralt forhold: Otto von Bismarck blev kaldt "jernkansleren", fordi han samlede det tyske rige med "blod og jern", altså med krig. Men i to tredjedele af regeringstiden arbejdede han for fred og manøvrerede så mesterligt, at han sikrede den ved at skabe magtbalance mellem stormagterne.

Efter sejren over Frankrig 1870-1871 lod Bismarck udråbe det tyske kejserrige med prøjserkongen Wilhelm I som kejser og sig selv som rigskansler.

Med kejser Wilhelm II, der overtog tronen 1888, kom en meget selvbevidst og bedrevidende person til magten. Otto von Bismarck trak sig efter to år. Et vældigt økonomisk opsving, der bl.a. fik den kejserlige hovedstad Berlin til at ekspandere med storslåede, nye kvarterer i bl.a. Charlottenborg, Schöneberg og Wilmersdorf, tillod en opstigning af en ny industriel og borgerlig elite. Det skabte interne spændinger og uro i landet, da den voksende arbejderklasse, en følge af industrialiseringen, blev holdt nede sammen med Socialdemokratiet og andre partier til venstre.

Kejseren lod ganske vist Rigsdagsbygningen færdiggøre som et nyt domicil for parlamentet, men var imod en demokratisering. Voksende nationalisme og ambitioner om storhed stødte sammen med social utilfredshed og førte til et langt fra fredfyldt klima. Samtidig bidrog en aggressiv tysk udenrigspolitik til magtpolitiske modsætninger i Europa og våbenkapløb. Spændingerne eksploderede i Første Verdenskrig.

Propagandaen om en hurtig tysk sejr slog fejl. Tyskland kapitulerede i 1918, og kejseren abdicerede. I Tyskland blev som i andre dele af Europa republikanske kræfter frigjort. Uroen og en ulmende revolution var så truende i Berlin, at det tyske demokratis fædre søgte ly i Weimar for at udarbejde forfatningen til den tyske republik, inden parlamentarismen kunne tage over i Rigsdagsbygningen i Berlin.

"Rigsabehuset"

Dermed er vi fremme ved vort ståsted, Rigsdagsbygningen. Komplekset blev planlagt som en passende repræsentation for det nyudråbte kejserrige. Imidlertid stod bygningen først færdig i 1894, da kejseren hed Wilhelm II. Han, der var uden sympati for dette symbol på demokrati, kaldte bygningen for "Rigsabehuset".

Kejseren forhindrede opsætningen af den planlagte påskrift "Dem deutschen Volke" (for det tyske folk), som var ham et nummer for demokratisk. Påskriften blev først anbragt i 1916, samme dag under Første Verdenskrig, som der udgik et fredstilbud fra Rigsdagen.

Indskriften blev udfærdiget og anbragt af bronzestøberen Loewy. Mange medlemmer af denne jødiske familie blev senere myrdet af nationalsocialisterne.

Det fører os videre i Rigsdagsbygningens historie. Weimar-republikken skulle blive en urolig tid med tilbagevendende valg og regeringsskift. Både venstre- og højreekstremistiske kræfter bekæmpede den demokratiske orden. Venstrekræfterne skelede til bolsjevismen i Rusland. Højrekræfterne ville have kejseren tilbage.

De skiftende regeringer havde ikke held med virksomme midler mod social nød og arbejdsløshed, som blev forværret af den økonomiske verdenskrise. Den politiske radikalisering i befolkningen gjorde det muligt for Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP) under Adolf Hitler at blive et masseparti og mønstre den største gruppe i Rigsdagen.

Det gør ondt at se billeder fra disse dage i Rigsdagen, udstillet som de er i dag i kuplen. Man ser opgejlede, uniformerede nazister præge forsamlingen. De optrådte ubehøvlede, rakkede ned på modstanderne og blokerede arbejdet.

Hitler blev 30. januar 1933 udpeget som rigskansler efter normale parlamentariske regler. Derefter var det også slut med demokratiet. Rigsdagsbygningen brændte 27. februar, og 23. marts fik han flertal i rigsdagssamlingen, der blev holdt i den nærliggende Kroll Opera, for sine bemyndigelseslove. Hitler havde opnået diktatorisk magt.

For Sovjetunionen forblev Rigsdagsbygningen at være et tysk symbol. I Anden Verdenskrigs sidste dage nåede de fremrykkende sovjetiske soldater frem og hejste den 30. april 1945 det sovjetiske flag øverst på den bombehærgede bygning, hvorfra vi i dag har udsigt. Mange russiske soldater skrev med kyrilliske bogstaver hilsner og slagord indvendigt på vægge og mure. De er bevaret og kan læses den dag i dag.

Den stærkt beskadigede rigsdagsbygning blev restaureret 1957-1972 og under Den Kolde Krig og under Vestberlins omklamring stedse benyttet af Forbundsdagen i Bonn og til partimøder for at markere samhørighed med Vestberlin.

Lys over Forbundsdagen

Efter genforeningen i 1990 besluttede Forbundsdagen i Bonn med snævert flertal at flytte til hovedstaden Berlin. I foråret 1999 overtog Forbundsdagen sit nye domicil i Berlin, som den britiske arkitekt Sir Norman Foster totalt havde renoveret og nyindrettet. Så at sige kun de ydre mure stod tilbage.

Få år forinden havde Forbundsdagen taget en ny parlamentsbygning i Bonn i brug. Den var bygget i stål og glas, hvilket skulle symbolisere det tyske demokratis transparens. Den var vanskelig for ikke at sige umulig at omsætte til den tunge Rigsdagsbygning. Og dog er det symbolsk lykkedes. Glaskuplen har det direkte formål at lede lys ned i parlamentssalen og sørge for luftfornyelse. Samtidig kan de besøgende se ned til politikerne, og netop den dag, vi var oppe i kuplen, angreb den liberale oppositionspolitiker Guido Westerwelle kansler Angela Merkels stærke koalition for grove brud på valgløfter.

Adolf Hitlers blot 12-13 år ved magt og i krig fylder ufattelig meget i hverdagen og tages med i dagens politik. Denne fortid med Hitlers imperiale krigs- og voldspolitik, racevanvid og forbrydelser mod menneskeheden tynger - og påmindelser opstår mange gange om året. De første til at reagere, hvis noget rører sig, er som regel tyskerne selv.

Vi ser netop også dette fra Rigsdagsbygningens top. Mod sydøst, på den anden side af Brandenburger Tor, ligger Holocaust-mindesmærket for de jødiske ofre i Europa i form af en stor stenpark. Den blev åbnet for et år siden. Initiativet udgik fra tyskerne selv. Mindeparken ligger i det tidligere nationalsocialistiske magtcenter og op til det sted, hvor Hitler havde sit gigantiske rigskancelli og nedgangen til førerbunkeren. Mindeparken er bygget direkte oven på en anden af de nazistiske despoters nu plomberede bunker, propagandaminister Joseph Goebbels'.

Vi vender blikket lidt mod nordvest, hvor det nye, moderne kanslerministerium ligger, og støder såmænd også her på Hitler. På det store areal havde Hitler planer om at bygge centrale dele til sin gigantiske by Germania. For at give plads blev Sejrssøjlen i 1938 flyttet fra sin oprindelige placering på Königsplatz foran Rigsdagsbygningen til trafikknudepunktet, hvor den nu står. Hitler nåede at rydde alle huse væk i området - undtagen den schweiziske ambassade, som stadig ses. Så blev arbejdet midlertidigt afbrudt på grund af krigen til, som nazisterne propaganderede, efter "Endsieg" (den endelige sejr).

Schröders hellige græstørv

Da det lyse og i stil lette kanslerministerium officielt blev taget i brug i 2001, pegede den daværende kansler Gerhard Schröder på Hitlers og dennes chefarkitekt Albert Speers utopiske gigantisme. »Her,« sagde Schröder og pegede på pladsen foran sit kanslerministerium, »skulle "Store Hal" have ligget. Den skulle have kunnet rumme 180.000 mennesker og var planlagt så gigantisk, at Rigsdagsbygningen ville være kommet til at virke som et hundehus ved siden af.«

Schröder selv havde blik for, at hans kanslerdomicil kunne fortjene en særlig historisk udsmykning. Det hænger sammen med Vesttysklands sensationelle finalesejr 3-2 over Ungarn ved VM i 1954 i Schweiz, som er gået over i historien som "Miraklet fra Bern". Blot ni år efter den totale kapitulation var den overraskende succes en enorm psykologisk opmuntring om, at tyskerne atter var noget.

Da det pågældende stadion i Bern blev lukket, skaffede Schröder sig en græstørv fra den "hellige" bane. Højest personligt har Schröder lagt denne græstørv ned i kanslerministeriets have. Til forståelse hører det med, at Schröder selv er en fodboldbegejstret sjæl med egen karriere hjemme i TuS Talle som en angrebsivrig "Acker" (knoldesparker).

Oppe fra Rigsdagsbygningen ser man tydeligt, at kanslerministeriet er bygget i en lige linje med to komplekser, der tilhører Forbundsdagen, henholdsvis Paul-Löbe-Haus vest for floden Spree og Marie-Elisabeth-Lüders-Haus øst for Spree.

Arkitekter tænker altid i linjer og havde en særlig ide med denne øst-vest linje i det nye regeringskvarter. Nazisternes Germania-projekt var tænkt som en nord-syd linje. De østtyske kommunistiske magthaveres storprojekt Berlin-muren gik også i en linje nord-syd tæt langs med Rigsdagsbygningen. Symbolsk skærer nu det demokratiske Tysklands øst-vest linje to tyske diktaturers nord-syd linjer over.

Muren, faldet, genforeningen

Vi kan oppe fra Rigsdagsbygningen følge Berlin-murens forløb og se, hvordan den slog et knæk uden om Brandenburger Tor. Mod øst ser vi Friedrichstrasse Station, som under Berlins deling var overgangssted med en trykkende atmosfære, og hvor DDR's grænsepoliti gennemførte en hårdhændet kontrol.

I 40 år dannede de to tyske stater front i Den Kolde Krig som fremtrædende medlemmer af hver sin blok - Forbundsrepublikken af den frie verdens og amerikansk ledede NATO-alliance, DDR af den kommunistiske og sovjetisk ledede Warszawa-pagt. Kommunisterne kunne ikke holde trit, og DDR var reelt økonomisk konkurs, da Berlin-muren faldt 9. november 1989.

Og så skete en af historiens største ændringer i verdens gang måske ved skæbnens ironi ved et tilfælde. Egentlig ville det østtyske politbureaumedlem Günter Schabowski kun fortælle pressen om nye rejseregler. Dødtræt og brillerne fremme på næsen læste han med slæbende stemmeføring op fra et stykke papir, der vel egentlig var et oplæg til intern diskussion i partiets centralkomite, så han med egen fortolkning og så at sige med fire »æh'er« kom til at åbne muren og lægge an til kommunismens sammenbrud.

Tyskerne er et folk, som på mange måder har haft en tragisk udvikling. Årstallene 1648 (efter Trediveårskrigen), 1918 (efter Første Verdenskrig) og 1945 (efter Anden Verdenskrig) markerer nedture og totale kapitulationer. Alle tre gange er Tyskland opstået af ruinerne, og de har i dag grund til at være stolte over, hvad de har præsteret, og glæde sig over den tillid, verden viser dem som værter for VM-begivenheden.

De vestallierede hjalp hurtigt Vesttyskland ind på et solidt, demokratisk spor efter Anden Verdenskrig og sikrede sig samtidig en stærk, tilforladelig partner over for den sovjetiske udfordring i Europa. Konrad Adenauer var den rigtige person som kansler på det tidspunkt, en viljefast, stejl, snu og tilforladelig politiker.

Willy Brandt skabte som kansler åbningen mod øst og den deraf følgende tilnærmelse med nye perspektiver både for Tyskland og hele Vesteuropa. Efterfølgeren Helmut Schmidt brillerede som verdenspolitiker og verdensøkonom, inden han måtte afgive magten til Helmut Kohl.

Denne periode i Vesttyskland var sikkert den mindst dramatiske, om end der var trusler indefra af RAF-terrorister (Rote Armee Fraktion) og Den Kolde Krig. Omdrejningspunktet var Bonn i det bløde landskab ved Rhinen - og det var jo langt væk fra vort udsigtspunkt på Rigsdagsbygningen.

Dramaet fandt sted dagligt i det delte Berlin, fronten mellem øst og vest, dannet af tyskerne på hver side af Berlin-muren, egentlig absurd, at de - det samme folk - var fjender og stedfortrædere for hver sin supermagt.

Da åbningen kom for en tysk genforening, forstod den rutinerede kansler Helmut Kohl målrettet og viljefast at udnytte chancen. Stormagternes tillid til personen Kohl spillede sandsynligvis en afgørende rolle for, at de tre og en halv sejrherrer fra Anden Verdenskrig - USA, Sovjetunionen og Storbritannien samt Frankrig som den halve - gav deres accept til at give Tyskland fuld suverænitet igen og lov til at være herre i eget land.

Søgen efter identitet

Hele dette politiske drama forløb uden nogen form for vold, også den forudgående, højt besungne folkelige revolution på gaderne i DDR's byer (»Wir sind das Volk« (vi er folket)), der var østtyskernes egen kamp for demokrati.

Det har så vist sig, at DDR's økonomiske fallitbo var værre, end man regnede med, og stadig belaster Forbundsrepublikken i dag. Den tyske og udenlandske presse følger i disse måneder tæt i den store parlamentssal inde i Rigsdagsbygningen, hvorledes den nye kansler Angela Merkel med sin mandatstærke regering forsøger at få Tyskland på fode igen økonomisk og bringe Europas største land og største økonomi på det niveau, som der er potentiale til. Der er gode tendenser. Stedse bliver forventningen til bruttonationalproduktet justeret op, selv om det stadig er et af de laveste i EU, og i denne uge kom meldinger om stort fald i arbejdsløsheden, men den er stadig over 10 procent.

En særlig tysk svaghed - eller styrke, om man vil - er, at man til enhver tid søger sandheden og vil udfordre den. »Hvem er vi?« lyder et tilbagevendende spørgsmål i tyskernes søgen efter deres identitet, en søgen, der måske skyldes deres dramatiske historie til enhver tid.

Det historiske museum i Berlin forsøger at besvare spørgsmålet om tyskernes lange vej med en ny, fast udstilling, der åbner i disse dage. Grundlæggende er tyskerne stadig rystet af den totale kapitulation for 61 år siden og den absurditet, at en galning og et uciviliseret utyske som Hitler kunne forføre den gamle kulturnation og drive den i forfald.

Stadig bliver diskuteret, om besættelsen af Tyskland var et nederlag eller en befrielse, skønt det må være indlysende, at det var begge dele.

Enig er man dog om, at den version, som DDR havde af historien, trængte til en revision. Om udstillingen i DDR-tiden i samme museumsbygning som i dag hed det, at »dannelsen af den socialistiske tyske nation DDR var højdepunktet og kroningen af en mange hundrede års historie.«

En anden form for kroning har den gamle tyske kulturnation fået med, at Friedrich von Schillers "Ode an die Freude" fra 1781 til sidste sats af Ludwig van Beethovens niende symfoni er blevet ophøjet til Europas hymne.

kent.olsen@jp.dk