Hovedperson tavs som graven i døds-gåde
I forbindelse med genoptagelsen af sagen om filmstjernes tragiske død er hendes mand atter i fokus.
Indtil 2011 anså man skuespilleren Natalie Woods tragiske død i 1981 som et ulykkestilfælde.
Vidneforklaringer og tekniske undersøgelser antyder nu, at sandheden kan være en anden.
Senest har politiet i Los Angeles offentliggjort et tillæg til den oprindelige obduktions-rapport og af denne fremgår, at de kvæstelserne, der blev fundet på Natalie Woods lig var påført hende inden hun druknede.
En af sagens hovedpersoner, den 82-årige skuespiller Robert Wagner, der var gift med Natalie Wood og til stede, da hun angiveligt faldt overbord fra hans lystyacht og druknede, har heller ikke i forbindelse med den nye konklusion, ønsket at udtale sig.
Hverken til politiet eller medierne.
Gang i spekulationerne
Dette har sat gang i spekulationerne om hun op til sin død virkelig var involveret i et voldsomt jalousi-opgør, som flere vidner har forklaret.
Natalie Wood opholdt sig den skæbnesvangre nat i november 1981 sammen med sin mand, skuespilleren Robert Wagner og vennen, skuespilleren Christopher Walken, ombord på Wagners lyst yacht, der lå for anker i farvandet ud for Los Angeles.
Hvad der herefter er sket er uopklaret.
Wagner og Walken fastholder, at de intet har med Natalie Woods død at gøre.
Vidner - blandt disse skibets kaptajn Dennis Davern, har fortalt - og skrevet en bog om - at Wood og Wagner havde et meget voldsomt skænderi, og kaptajnen er overbevist om, at det handlede om Christopher Walken. Han føler sig desuden overbevist om, at Natalie Wood blev skubbet i vandet og dermed myrdet.
Politiet har i forbindelse med genåbningen af sagen og de nye oplysninger om Natalie Woods kvæstelser understreget, at Robert Wagner fortsat ikke er under officiel mistanke.
Har intet at skjule
Igennem sin advokat, Blair Berk, understreger Wagner, at han intet har at skjule.
I en udtalelse udsendt af advokaten og gengivet i flere amerikanske medier, hedder det blandt andet:
"Han er blevet afhørt utallige gange af politiet i Los Angeles og han har svaret på hvert eneste af politiets spørgsmål under disse afhøringer."
Skændtes med Walken
I sine erindringer, der udkom i 2008 skriver Robert Wagner, at Natalie Wood var involveret i et voldsomt skænderi med Walken, og om sin kones død skriver han:
"Der er ingen der ved det. Der er to muligheder. Enten søgte hun at slippe væk fra skænderiet eller også forsøgte hun at binde redningsbåden fast. Men på bundlinjen står det faktum, at ingen ved, hvad der skete."
Christopher Walken har konsekvent nægtet at udtale sig om sagen.
Op til anklagemyndigheden
Selvom politiet i Los Angeles nu officielt angiver dødsårsagen som drukning og ikke opklarede omstændigheder, så er det ikke afgjort om hverken Wagner eller Walken igen skal afhøres i sagen.
John Corina, der leder efterforskningen hos politiet i Los Angeles siger til amerikanske medier om Robert Wagners manglende samarbejde og de nye undersøgelser:
"Mange af de personer, som vi nu har talt med, blev ikke afhørt for 30 år siden. Vi har fået mange nye oplysninger", siger han og oplyser, at man mindst 10 gange har søgt at få Robert Wagner i tale, men at denne nægter at medvirke.
Om de nye oplysninger og resultaterne af nye undersøgelser er af en sådan karakter, at der rejses tiltale mod Wagner, det vil John Corina ikke udtale sig om:
"Det er op til anklagemyndigheden. Alt det vi kan gøre, der at indsamle fakta. Og vi er stadig i gang med at indsamle alle fakta."