Et årelangt mareridt

Tegneren var i færd med at hægte en trailer af bilen hjemme på villavejen, da politiet stoppede og tilbød at hjælpe. Ikke en normal situation i hverdags-Danmark, men hverken tegneren eller situationen var normal.

Politiets tilstedeværelse var ikke tilfældig. Det var en overvågningsopgave, og tegneren var objektet for deres interesse. Fordi han nogle måneder forinden havde passet sit arbejde og lavet en satirisk tegning af Muhammed til Morgenavisen Jyllands-Posten. Fra offentliggørelsen til i dag har det været et annus horribilis for tegnerne.

»Når jeg tænker tilbage på det forløbne år, kan det bedst betegnes som et langt mareridt, der har vendt fuldstændig op og ned på mit liv. Mentalt har det været en stor belastning, og fysisk fik jeg en forskrækkelse med et pludseligt anfald, hvor min krop opførte sig, så jeg troede, at jeg skulle dø. Men jeg har også haft skyldfølelse over, at mennesker ude i verden er døde på grund af den sag,« siger Rasmus Sand Høyer, der senere fik en psykologs ord for, at han havde oplevet et angstanfald.

Rasmus Sand Høyer er en af de 12 tegnere, der befandt sig midt i orkanens øje, da stormen omkring de 12 tegninger af profeten Muhammed gik verden rundt og kulminerede i februar med ambassadeafbrændinger, adskillige dødsfald i de protesterende muslimske lande og ikke mindst mordtrusler mod de danske tegnere.

Dødstrusler og dusører

I første fase efter offentliggørelsen af tegningerne for et år siden kom de første dødstrusler, der tvang to tegnere til at gå under jorden. Også andre tegnere fik trusler pr. mail og telefon, og efter samråd med Politiets Efterretningstjeneste (PET) blev der truffet en række sikkerhedsmæssige foranstaltninger samtidig med, at de lokale politikredse konstant havde tegnernes privatboliger under observation.

Undervejs i forløbet blev der i muslimske lande udlovet så mange dusører på tegnernes hoveder, at de følte sig i bås med forfatteren Salman Rushdie, da han i 1989 efter udgivelsen af "De Sataniske Vers" blev genstand for en fatwa (dødsdom) udstedt af Irans ayatollah Khomeini.

Et år efter har PET ikke skruet ned for sikkerhedsniveauet i relation til tegnerne, der stadig må leve med hemmelige telefonnumre og alarmer i hjemmet.

Det paradoksale var, at den muslimske vrede over krænkelsen af Muhammed ikke skelnede mellem flertallet af de satiriske tegninger og Lars Refns tegning, der på det arabiske sprog tog direkte afstand fra projektet, som tegneren fandt var en provokation med henblik på at forgifte forholdet i Danmark mellem muslimer og ikke muslimer.

»Jeg havde det rigtig godt med denne practical joke med Jyllands-Posten. Men pludselig blev jeg kastet ud i en helt anden virkelighed, da en sindsforvirret mand fra Århus med min adresse i lommen var draget af sted til København for at skære hovedet af mig eller noget i den retning. Det blev nogle turbulente dage, fordi jeg og min familie vi blev sendt under jorden,« siger Lars Refn.

Et andet budskab

På et tidspunkt indgik de 12 tegnere en musketéred, der gik ud på at lade Dansk Journalistforbund varetage deres interesser og lade alle henvendelser gå igennem DJ-formanden Mogens Blicher Bjerregaard. Siden var Lars Refn blandt de første til at træde offentligt frem og blande sig i debatten. Det hører med til Refns historie, at han har en hel del venner i den muslimske verden, og dem har han efter eget udsagn brugt til at holde fast i sine egne holdninger.

»Min grundholdning var, at JP skulle have henvendt sig til nogle illustratorer, hvis de ville have Muhammed tegnet. Som tegner er jeg humorist og satiriker og ville ikke acceptere præmissen om, at tegningen skulle være et forsvar for ytringsfriheden, og det var det, jeg forholdt mig til. Men det forskrækkede mig meget, at hverken den danske offentlighed eller imamerne på krigsstien var interesseret i at høre, hvad det var for en tegning, jeg havde lavet. Det var ikke engang muligt at få danske medier til at forstå, at vi var et par stykker, der var ude med et andet budskab end det at teste ytringsfriheden,« siger Lars Refn.

Muslimsk dagsorden

Ligesom Refn var Franz Füchsel en af de første tegnere til at bryde musketéreden og stå frem og forklare sig i interviews, debatindlæg og kronikform.

»Det var meget ubehageligt for min familie på det tidspunkt at løbe rundt med det navn, og vi fik trusler på telefon og mail som alle andre. Det var ikke for at hælde benzin på et bål, at jeg trådte offentligt frem. Men vi bor altså i et demokrati, og hvis man begynder at give køb på den frihed, hvad sker der så næste gang. Når muslimerne reagerer så voldsomt, kan det kun skyldes, at der er gået politik i sagen. Siden 11. september 2001 har der været en underliggende muslimsk dagsorden, og tegningerne var kun gnisten, der antændte bålet,« siger Franz Füchsel.

Vrede og galgenhumor

Jyllands-Postens Kurt Westergaard har i udpræget grad været skydeskive for sin tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Da dramatikken kulminerede i februar, var han på besøg hos sin søn i Florida, hvor man opfordrede ham til at blive, indtil stormen havde lagt sig.

»Men jeg er 71 år, og modet stiger med alderen, så jeg rejste hjem for at være sammen med min kone, der er børnehaveleder. Det værste var næsten, at forældrene var bekymrede for, om der skulle ske deres børn noget i børnehaven. Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer. Personligt valgte jeg vreden som mit våben. Jeg oplevede det som ydmygende at skulle være bange og gå i skjul, for jeg ville bare have lov til at passe mit arbejde,« siger Kurt Westergaard

De fleste af de 12 Muhammed-tegnere har ikke ønsket at stå frem i forbindelse med denne artikel, selv om tegnernes formand Claus Seidel ikke har forsøgt at fastholde dem på deres musketéred. Rasmus Sand Høyer er den af alle tegnerne, der mest udpræget har brugt sig selv i sine tegninger, selv om frygten hele tiden lurede.

I mange af hans satiriske tegninger er eksempelvis imamerne gennemgående figurerer, og ikke sjældent optræder både tegneren og hans kone i galgenhumoristiske situationer. Da en pakistansk imam udsatte en dusør på en million dollars og en ny bil, lavede Rasmus Sand Høyer en tegning, hvor han arbejder ved sit tegnebord, mens konen bag hans ryg fører en afdæmpet telefonsamtale: »Hvilken vogn er det, vi taler om?«

»Jeg ville bare passe mit arbejde og følte en vis forpligtelse til at tegne så meget som muligt. Jeg har også malet en masse, og vi tegnere var jo i den situation, at vi var de eneste, der etisk kunne tillade os at gøre grin med dødstruslerne på samme måde, som når en handicappet laver handicapvittigheder. Det er en generel forudsætning for humor, at man skal kunne udlevere sig selv for at kunne udlevere andre, og i denne situation kommer der også en trodsreaktion: Ingen skal tro, at de kan få os ned med nakken,« siger Rasmus Sand Høyer.

Fokus skærpet

Franz Füchsel og Lars Refn har ikke på samme måde brugt sig selv i deres arbejde. Begge er freelancere, Refn med fast tilknytning til Ingeniøren.

»Jeg har ikke haft de samme muligheder som Rasmus Sand Høyer, men sagen har da været flettet ind i nogle af mine tegninger,« siger Lars Refn.

»For mig har det være almindelig rutine at lave tegninger omkring ytringsfriheden, men denne sag har helt sikkert skærpet mit fokus omkring det ideal, det er at forsvare ytringsfriheden,« siger Kurt Westergaard, der også er den af tegnerne, der på tydeligste vis har registreret en øget selvcensur på sin arbejdsplads mange måneder efter, at Muhammed-sagen brød ud.

»Jeg skulle for kort tid siden illustrere en kronik, der handlede om islamismens ønske om at overtage verdensherredømmet med en befolkningseksplosion som det effektive våben. Jeg holdt mig loyalt til teksten, men det var åbenbart for stærkt et udtryk, da jeg tegnede en gravid muslimsk kvinde med en bombe i maven. Den blev standset i redigeringen, men det er jo de ansvarliges opgave, hvis de finder den for stærk. Det respekterer jeg. Man skal huske på, at moderen i den muslimske verden er en nærmest urørlig Madonna-figur,« siger Kurt Westergaard.

»Jeg giver Kurt Westergaard fuldstændig ret. Hans tegning var for stærk. Det ville den også have været før Muhammed-sagen,« siger Jyllands-Postens ansvarhavende chefredaktør, Carsten Juste.

Nødvendigheden

»Jeg har ikke haft samme oplevelse som Kurt Westergaard, men man tænker selvfølgelig meget over, hvilke tegninger man laver. Jeg har helt bevidst brugt imamerne som gennemgående figurer, og jeg har også følt en vis betænkelighed ved at gøre det, men jeg ser det som en nødvendighed,« siger Rasmus Sand Høyer.

Franz Füchsel siger, at han måske har behersket sig i sine udtryk, når han skriftligt har givet sin mening til kende i en sag, hvor tegnerstanden er blevet angrebet.

»Men generelt har jeg fortsat tegnet, som jeg har skrevet om Djævlen, Gud og Jesus eller hvem, der nu har været inde i billedet i den aktuelle situation. Hvis man stopper med den slags, kan man lige så godt opgive at lave politiske satiretegninger. Om to år har jeg tegnet for Ekstra Bladet i 50 år og aldrig været udsat for censur. Jeg føler mig som en fri fugl, og ingen fremmed religion fra et fremmed land skal pludselig ændre på det og forhindre mig i at tegne flyvende tæpper eller haremskvinder,« siger Füchsel, der også har lyst til at sende en hilsen til de 12 forfattere, der undsagde offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.

»Jeg synes, de 12 forfattere på usmagelig vis har ført sig frem som et modstykke til de 12 tegnere, men jeg synes ellers nok, at flere af dem må have glemt, hvad de har lavet før i tiden. Vi har slået et slag for det frie ord, og det burde forfatterne også have gjort.«

Kritiske freelancere

Blandt nogle af freelancetegnerne er der også en kritisk indstilling til Jyllands-Posten, som efter deres opfattelse kunne have ydet større opbakning og vist større deltagelse i løbet af det meget vanskelige år, der er gået.

»I freelancegruppen hørte vi om, hvordan avisens egne tegnere blev udstyret med alarmtelefoner direkte til politiets alarmcentral. Men det ville have klædt avisen at interessere sig lidt mere for, hvordan det gik de øvrige tegnere,« siger Lars Refn, der løb ind i et personligt problem med historien om hans datter, der blev opsøgt i skolen af nogle muslimske piger. Det blev i Venstre-politikeren Jens Rohdes version til 12 muslimske mænd.

»Det var ikke meningen, at historien skulle have været skrevet, og min sympati for Jyllands-Posten steg ikke, da jeg blev ringet op af en journalist, der ville presse mig til at fortælle historien med en bemærkning om, at man godt vidste, hvad der var foregået.

Den behandling fik ikke min sympati for avisen til at stige. Undervejs i forløbet kunne jeg godt have brugt noget opbakning eller en flaske whisky, der kunne stive selvtilliden af. Men på den anden side forventer jeg ikke venlighed eller solidaritet fra JP, når man som jeg har været så kritisk indstillet,« siger Lars Refn.

Til kritikken siger Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste:

»Vi føler os ikke forpligtet over for et menneske, der som Lars Refn konsekvent og uforsonligt har bagvasket Jyllands-Posten med infame påstande om vores motiver og moral. Det ville jo også være en fornærmelse, hvis vi forsøgte at omklamre ham. Det ligger os fjernt.«

frits.christensen@jp.dk

»Det er en generel forudsætning for humor, at man skal kunne udlevere sig selv for at kunne udlevere andre, og i denne situation kommer der også en trodsreaktion: Ingen skal tro, at de kan få os ned med nakken.

Rasmus Sand Høyer