Fortsæt til indhold
Litteratur

Hvad er egentlig et tællelys?

Et hidtil ukendt H.C. Andersen-eventyr handler om et tællelys. Men hvad er det?

H.C. Andersen har skrevet et eventyr om tællelys - men hvad er det egentlig lige, det er?

Først er det vigtigt at slå fast, at et tællelys som sådan ikke har noget at gøre med at tælle noget sammen.

Der er med andre ord altså ikke tale om et kalenderlys, som vi ellers kender det fra denne julemåned.

Billig lyskilde

Derimod er et tællelys et lys, som er fremstillet af talg-fedtet fra eksempelvis får - deraf ordet "tælle".

Får var nemlig tidligere et meget almindeligt husdyr, og når dyret var blevet renset for kød, skind og uld, lå talg-fedtet tilbage som et restprodukt.

Ved at forme talgfedtet til en aflang stang med en væge i midten, var der adgang til en uhyre billig lyskilde.

Mest anvendte

Og det var dengang en populær fremgangsmåde.

Faktisk var tællelyset før indførelsen af stearin og opfindelsen af elektricitet den mest anvendte lyskilde i 1800-tallet, hvor H.C. Andersen skrev det hidtil ukendte eventyr.

Nu bruger vi i stedet talg-fedtet til eksempelvis fuglefoder. Men det er ganske vist, at alle på H.C. Andersens tid vidste, hvad et tællelys var.