Her er årets julekalender-programmer
DR disker op med to nyproducerede kalendere, mens TV 2 holder sig til gamle succeser.
Julenisser, juletræ, risengrød og gaver.
Julen er på mange måder gentagelsernes fest, og traditionen tro bliver tv-fladen også prydet med diverse julekalendere i år fra den 1. december.
Og i 2012 er der både gamle kendinge og nye stjerner på programmet.
Julestjerner - DR1 kl. 19.30
Michael Wikke og Steen Rasmussen står bag familiejulekalenderen "Julestjerner," som er en ud af to nyproducerede julekalendere, DR disker op med i år.
Kalenderen varer helt ekstraordinært til og med den 25. december - fordi det er DR's 50. julekalender.
Rasmus Bjerg og sangeren Szhirley er på rollelisten, mens Martine Hjejle, Sebastian Teschemacher og Igor Svideniouk er årets tre "julebarnestjerner".
I julekalenderen følger man den 13-årige Sus (Martine Hjejle), der ufrivilligt flytter med sin familie fra storbyen til et gartneri langt ude på landet.
Her møder hun til gengæld den jævnaldrende Bob (Igor Svideniouk), og sammen besøger de jævnligt det lokale observatorium for at udforske himmelrummet, mens der begynder at ske mystiske ting i den lille by.
Jul i Valhal - TV 2 kl. 20.00
"Jul i Valhal" er instrueret af Martin Schmidt og bygger - som navnet antyder - på den nordiske mytologi.
Julekalenderen blev for første gang vist på TV 2 i 2005 og genudsendes i år. Det blev den mest sete julekalender i 2000'erne med gennemsnitligt over 1.230.000 seere.
Sofie (Laura Østergaard Buhl) og hendes mor Tove (Ann Eleonora Jørgensen) skal flytte til Singapore, fordi Tove har fået et job. Men først skal de tilbringe december på landet hos Sofies mormor (Vigga Bro), hvor skovhuggeren Asbjørn (Troels Lyby) også lejer sig ind med sine to børn.
Asbjørns dreng Jonas (Lukas Schwartz Thorsteinsson) bliver gode venner med Sofie, og sammen begiver de sig ud på eventyr i den nordiske mytologi.
Jul i kommunen - DR2 kl. 23.00
Kommunalpolitik forbindes umiddelbart med noget tørt, tungt og bureaukratisk, men det bliver der lavet om på i DR2's nyproducerede julekalender "Jul i kommunen."
Her bliver der fyret godt op for satiren i et miljø med kreativ bogføring og kommunale besparelser.
Dette års voksenjulekalender på DR er instrueret af Jesper Rofelt og omhandler bykongen, Per Tommy Larsen (Lars Ranthe), der er borgmester i Gristed og lever det gode liv - selvom kommunen både har sparet på byens plejehjem, skoler, hjælp til de handicappede og integrationen.
Ud over skuespilleren Lars Ranthe i hovedrollen medvirker bl.a. Mathilde Norholt, Troels Malling og Brian Lykke.
The Julekalender - TV 2 kl. 22.30
Klassikeren er tilbage.
"The Julekalender" blev for første gang vist i 1991 på TV 2, og 2012 bliver året, hvor julekalenderen genudsendes for sjette gang.
Serien er skrevet af Hans Erik Saks og De Nattergale, hvor alle seks medlemmer også spiller samtlige roller - bortset fra overnissen Gammel nok, som blev spillet af Poul Bundgaard.
Et af "The Julekalenders" varemærker er at nisserne taler en blanding af vestjysk og engelsk.
Derudiver er "det bår' dæjli" et af de udtryk, som serien har ormået at integrere i det danske sprog.
Bamses Julerejse - DR Ramasjang kl. 17.30
De tre gamle kendinge Bamse, Kylling og Ælling (Lars Bom, Brian Patterson og Joan Bentsen) sås for første gang sammen i "Bamses Julerejse" i 1996 på DR1.
Det er nu fjerde gang, at man gennem december kan følge de tre gode venner, der begiver sig ud på en eventyrlig rejse mod julemandens land.
Undervejs møder de julemandens søn (Søren Hauch-Fausbøll), som for alt i verden ønsker at spolere julen.