Derfor slås Europa mod Akropolypsen

Der er lige det med ånder, der slipper ud af flasker, at det er pokkers svært at få dem proppet tilbage under kapslen igen.

Hvilket Europa må sande i disse dage, efter at den græske ånd er sat på fri fod. Det var egentlig ikke meningen. Verden skulle fortsat overbevises om, at et samlet EU stod bag en kur for Grækenland. Og ikke mindst om, at grækerne da bestemt aldrig kunne finde på at forlade euro-samarbejdet.

Men de politiske trakasserier i Athen kom på tværs. Da den ene regeringskonstellation efter den anden faldt til jorden, kom det til at knibe gevaldigt med tålmodigheden hos Eurolands reelle magthavere. Så meget, at flere finansministre og centralbankdirektører offentligt begyndte at kommentere scenarier for en græsk euro-exit.

Den tendens blev hurtigt fulgt til dørs af IMF-chefen Christine Lagarde, der forudså en ”temmelig rodet” situation, hvis grækerne siger farvel til euroen.

Hvorefter EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, konstaterede, at han arbejder på Plan A (græsk forbliven i euro, red.) og derfor ikke kommenterer Plan B (græsk exit fra euro), men jo i samme moment kom til at bekræfte, at der faktisk eksisterer en plan for, hvordan Grækenland kan blive skubbet ud af det gode selskab.

Så kørte rygtemøllen i hyperfart før det græske nyvalg, som ret beset er at sammenligne med en folkeafstemning om euro-medlemskabet på den hellenske halvø. Rygterne tog kun yderligere fart, da det kom frem, at det britiske selskab De La Rue, der er et af de meget få i Europa, som har licens til at trykke pengesedler for nationalstater, forbereder sig på at kunne trykke en alternativ græsk valuta. Nok blev det forlydende prompte fulgt op af en forsikring fra ”kilder tæt på” De La Rue om, at det skridt helt og aldeles var selskabets egen beslutning og på ingen måde et resultat af kontakter til den græske stat. Men det var der ikke længere så mange, der hæftede sig ved.

Konsensus blandt denne verdens økonomer synes efterhånden at være, at der er større sandsynlighed for et græsk kollaps end det modsatte. Det er jo bekymrende nok i sig selv, om end det er værd at erindre, at økonomer er væsentligt bedre til at forholde sig til økonomiske end politiske realiteter. Og en eventuel græsk afsked med euro er for længst blevet et politisk projekt.

Sagen er, at den europæiske solidaritet for længst er brugt op. Sympatien med de protesterende grækere kan ligge på et meget lille sted i så godt som samtlige regeringskontorer nord for Alperne. Det store skisma er bare, at Europa fortsat ikke er gearet til at gennemføre et brud med Grækenlands euromedlemskab uden meget store konsekvenser for resten af kontinentet.

Som ofte beskrevet igennem de seneste 30 måneders konstante græske krise findes der i grundlaget for euroen ingen regler for, hvordan et land kan udtræde af samarbejdet. Alligevel sætter realiteterne temmeligt snævre rammer for, hvordan den hemmelige Plan B formentlig ser ud.

Det står nemlig klart, at en bare nogenlunde vellykket tilbagevenden til græske drachmer skal ske uvarslet, hurtigt og med brutal effektivitet for overhovedet at give grækerne en mulighed for at komme på fode igen i overskuelig fremtid. I modsat fald vil alle, der har så meget som en klink stående på græske konti, i sagens natur trække pengene ud i en frygtelig fart og placere dem i et miljø, hvor risikoen ikke er, at 100 euro på kontoen den ene dag er forvandlet til 100 branddevaluerede drachmer den næste. Alene de seneste rygter har for længst sat den kapitalflugt i gang, og på bare en enkelt dag i den forgangne uge forsvandt yderligere 700 mio. euro ud af de græske banker.

Derfor vil Plan B nødvendigvis betyde, at grækerne i al hemmelighed over natten eller over en banklukket weekend veksler alle lønudbetalinger, bankindeståender, offentlige kontrakter og pensionsudbetalinger fra euro til drachmer i et bytteforhold, hvor en euro er lig med en drachme.

Når markederne åbner igen, vil det derefter være op til markedskræfterne at bestemme, hvor meget en drachme i virkeligheden er værd. Den værdi er uhyre vanskelig at foruddiskontere. Men den er uden tvivl markant lavere end prisen på en euro. Modige, men sædvanligvis kloge, hoveder har skudt på en umiddelbar devaluering af en ny græsk valuta på 40-60 pct.

En så drastisk værdiforringelse vil på kort sigt have stor betydning for stribevis af græske virksomheder og banker, og mange af dem vil formentlig dreje nøglen om. Først på lidt længere sigt vil devalueringens billiggørelse af græske varer og arbejdskraft styrke konkurrenceevnen så meget, at Grækenland i bedste fald kan indlede sin vej tilbage til de levende økonomiers rækker.

I mellemtiden vil udenlandske banker have tabt enorme milliardbeløb i euro på deres tilgodehavender i Grækenland. Også her med overvejende sandsynlighed for flere bankkrak i Euroland som konsekvens. Den europæiske centralbank ECB skal formentlig have tilført flere penge fra staterne bag euroen for at genvinde styrken efter at have tabt op mod 125 mia. euro på diverse fejlslagne forsøg på at holde græsk økonomi flydende. Og risikoen for, at kapitalmarkederne udvider spekulationen mod de næste svage lande i euro-kæden - Spanien, Italien, Irland og Portugal - vil være overhængende.

Samlet set lyder kvalificerede bud på, at en hurtig græsk euro-exit vil koste stater og private investorer ufattelige 1.000 mia. euro. Et beløb, der nok kan motivere til at udskyde det måske uundgåelige så længe som muligt, mens eurolandene kæmper for at styrke i hvert fald deres banksystemer så meget, at de kan modstå chokbølgen fra Athen.

Meget tilsiger med andre ord, at den græske tragedie får lov at fortsætte indenfor euroens rammer en rum tid endnu. Hvis grækerne vel at mærke ”stemmer rigtigt” ved det kommende valg. Hvis ikke, venter det, markedet har døbt Akropolypsen - euro-økonomiernes svar på dommedag.

Samlet set lyder kvalificerede bud på, at en hurtig græsk euro-exit vil koste stater og private investorer ufattelige 1.000 mia. euro.