Cruz og Bardem sammen i ny film
Penelope Cruz er på vej mod et nyt samarbejde med gemalen Javier Bardem i narkodrama.
Penelope Cruz er på vej mod et nyt samarbejde med gemalen Javier Bardem.
Hun er tæt på den kvindelige hovedrolle i Ridley Scotts nye narkodrama "The Counselor".
Ifølge branchebladet Hollywood Reporter er projektet et af filmbyens p.t. mest ombejlede, og Angelina Jolie er også interesseret i den rolle, Cruz går efter - som hovedpersonens gådefulde elskede.
Presset kalender
Jolie kan dog få problemer med at presse "The Counselor" ind i kalenderen, da hun om få måneder skal i gang med Disneys moderne Tornerose-eventyr "Maleficent". Desuden skiftes skuespilleren og hendes forlovede Brad Pitt normalt til at lave film, og han har allerede skrevet kontrakt på denne hér.
Ifølge branchebladet Hollywood Reporter er det derfor langt mere sandsynligt, at Cruz får sit ønske opfyldt. Den spanske skuespiller kommer i givet fald også til at arbejde sammen med Michael Fassbender.
Scotts film baseres på en roman af Cormac McCarthy, og handlingen udspiller sig langs den mexicanske grænse.
Fassbender som advokat
Fassbender skal spille en advokat, som mangler penge og beslutter at forsøge sig med kokainhandel.
Han slår sig sammen med en rig bekendt i skikkelse af Bardem. og de to mænd danner et firma. De får imidlertid selskab af Pitts figur, en rigtig skummel fyr, og tingene begynder at gå galt.
Hvis Cruz sikrer sig en plads på rollelisten, kan biografgængerne opleve hende som Fassbenders udkårne. Hun har spillet sammen med sin mand flere gange, senest i Woody Allens komedie "Vicky Cristina Barcelona", der fik kærligheden til at blomstre og indbragte Cruz en Oscar. Parret giftede sig i juli 2010 og har siden fået en søn.