Fortsæt til indhold
Kultur

Anmelderne er enige: Linie 3 er sjov

Selv Anders Bircow er sjov et par gange, skriver en anmelder om Linie 3's nye show.

"Med Linie 3 er det som med Ørkenens Sønner. Det er det samme hver gang og alligevel nyt."

Sådan indleder Jyllands-Postens Henrik Lyding sin anmeldelse af Linie 3's nye show, som torsdag aften havde premiere i Glassalen i Tivoli.

Efter en pause på otte år var Thomas Eje, Preben Kristensen og Anders Bircow atter tilbage på scenen i form af Linie 3, som for mange år siden formåede at tryllebinde danskerne med musik, parodier og interne skænderier.

Og at dømme efter de første anmeldelser af showet, som selvfølgelig blev bakket op af Jan Glæsel og hans orkester, var der tale om et vellykket comeback, der efterfølges af en tur rundt i det meste af landet.

Genkendelsens glæde

Om Linie 3 Live skriver Jyllands-Postens anmelder videre:

"Genkendelsens fornyede glæde er en af de store kvaliteter – at man øjeblikkelig føler sig i lunt og godt selskab, at man er tryg og fornøjet, samtidig med at de enkelte numre stadig kan overraske. Fordi de rent faktisk ér nye," skriver Henrik Lyding.

"Men hvad med dronningen? Ja, hun er stadig med. Og Preben Kristensen er fortsat bedårende som vores allesammens Daisy. Så alt er, som det skal være. Og bedre kan det næppe blive."

Fem stjerner ud af seks mulige.

Samme rille

Også Børsen hæfter sig ved genkendelsens glæde:

"Vitserne kører i samme rille som for 33 år siden, men de tre ældre Linie 3-herrer besidder stadig den samme sitrende musikalitet," skriver anmelderen.

Fire ud af seks stjerner.

Langsomt tempe

Ekstra Bladet uddeler fire stjerner ud af seks mulige.

Ifølge avisens anmelder er det særligt tempoet, der trækker ned:

"Nogle gange går det faktisk så langsomt, at showet er lige på nippet til at gå i stå."

Men meget af showet virker, skriver anmelderen:

"Både et Beach Boys-potpourri, dronning Margrethe, en særudgave af ’Duelling Banjos’ fra filmen ’Udflugt med døden’ og meget andet tordner lige ind i skabet. Selv en halsbrækkende version af Queens klassiker ’Bohemian Rhapsody’ med en dansk tekst, som handler om fedtafgift, og som lader ’pokkers’ rime på ’råkost’, lander mod alle odds helt perfekt."

Bircow er sjov

Linie 3 har solgt 85.000 billetter til den kommede turne, og ifølge B.T.'s anmelder er der meget at glæde sig til:

"Thomas Eje, Preben Kristensen og Anders Bircow kører linen helt ud i det nye show. Det er en forrygende gang ørekræs. Og Bircow er ligefrem sjov. Et par gange."

Her bliver det til fem ud af seks mulige stjerner og "bortset fra en klar svipser efter pausen med en klassisk Linie 3-diskussion, som er decideret usjov, fungerer det."

"Men de er lidt skarpere, lidt mindre mondæne denne gang. Selvfølgelig er de blevet ældre og grå. Bircow har passeret 60. Men på en måde virker de næsten yngre, end det Linie 3, man husker fra 'Tv i teltet' i nittenhundredeoggrønhvidkål," skriver anmelderen.