Norsk terrorist handlede alene
Nordmanden med 92 menneskers liv på samvittigheden siger, at han var alene om det.
Der var ingen medgerningsmand til fredagens grusomme terrorangreb, som der ellers har været spekuleret i det seneste døgn.
Det har 32-årige Anders Behring Breivik i hvert fald fortalt politiet i løbet af afhøringen af den nu terrorsigtede nordmand - en afhøring, der har varet siden, han blev anholdt fredag aften.
Det kom frem ved politiets pressemøde i Oslo søndag formiddag.
Ingen andre mistænkte
- Han sagde, han var alene, men det skal vi selvfølgelig have verificeret, sagde Sveinung Sponheim, som er vicepolitimester i Oslo.
Flere vidner til skyderiet på Utøya, hvor mindst 85 børn og unge mistede livet, mente ellers at have set en anden gerningsmand med mørkt hår på øen. Politiet har på nuværende tidspunkt ingen mistænkte i sagen ud over Breivik.
Under pressemødet kom det også frem, at 97 er såret efter de to terrorangreb, heraf 67 fra øen Utøya og 30 fra Oslo.
Op til 10 hårdt kvæstede
Af de 30, der kom til skade, da en kæmpebombe sprang i Oslos regeringskvarter, er ni eller 10 alvorligt såret.
Samtidig fortalte politiet, at de fortsat leder efter savnede personer i de bygninger, der blev ramt af bombeangrebet.
Samtidig er fire eller fem unge fra sommerlejren på Utøya fortsat ikke fundet. De eftersøges blandt andet med en ubåd, da flere flygtes druknet i forsøget på at svømme fra øen.
Skal fremstilles mandag
Mandag bliver Anders Behring Breivik fremstillet i byretten i Oslo med krav om varetægtsfængsling.
Han har gennem sin forsvarer meldt ud, at han gerne vil fortælle om sit motiv til de brutale angreb, og norsk politi betegner da også den terrorsigtede som samarbejdsvillig.
Den 32-årige nordmand har erkendt, at han står bag de to angreb, men nægter sig samtidig skyldig.
Inde i hans hoved var handlingerne nemlig nødvendige, oplyser hans advokat til TV2 Norge.