Her er Greenpeaces nye "krigsskib"
Tredje generation af de såkaldte Rainbow Warriors er blevet søsat med sejl og øko-maling.
Greenpeace præsenterede fredag det, som de selv kalder "verdens grønneste kampagneskib" ved en ceremoni i Tyskland. Skibet er tredje generation af de såkaldte Rainbow Warriors og lyder pudsigt nok navnet Rainbow Warrior III.
Greenpeace oplyser, at skibet er grønt fra inderst til yderst med blandt andet hybrid-motorer, 1.200 kvadratmeter sejl og øko-certificeret maling.
Skibet er betalt af mere end 100.000 private donorer, der har købt f.eks. et koøje eller en radarskærm til skibet.
Skibets forgænger, Rainbow Warrior II, blev tidligere i år overdraget til en organisation i Bangladesh, der nu bruger det som hospitalsskib. Det var i Greenpeaces tjeneste siden 1985.
Aktivistisk skib
Rainbow Warrior III kan højst sandsynligt se frem til en til tider turbulent og voldsom tid i Greenpeaces tjeneste, idet de tidligere skibe i organisationens besiddelse har deltaget i aktioner rundt omkring i verden. Rainbow Warrior I blev sågar bombet og sank i New Zealand i 1985.
Hos Greenpeace glæder man sig dog også til at kunne tage det nye skib i brug til aktioner på havet.
"Præcis som sine forgængere vil Rainbow Warrior III gøre det muligt for os at være vidne til miljømæssige forbrydelser på havet. Hun er bygget til at sejle med os i mindst 50 år, og med hende giver vi et løfte til vores supportere om at fortsætte kampen for en grøn og fredelig fremtid," siger Kumi Naidoo, der er generalsekretær i Greenpeace, til organisationens hjemmeside.
Stor jomfrurejse
Som det første efter præsentationen skal Rainbow Warrior III sejle rundt langs Europas kyster og videre til USA, inden det sejler til Brasilien for at deltage ved Rio +20-konferencen i Rio de Janeiro i juni næste år.
Skibet er bygget i Gdansk i Polen og er det første skib, der er bygget decideret til Greenpeace. Det medbringer to hurtige redningsbåde samt plads til en helikopter.
Se en video fra præsentationen af skibet fredag her (eksternt link).