Pletter advarsel om hjerteproblemer
Gule fedtpletter ved øjnene kan være et varsel om forhøjet kolesterol, viser en undersøgelse.
Små gullige pletter omkring øjnene er længe blevet opfattet som ufarlige aflejringer af fedt, der kunne fjernes med et kosmetisk indgreb. Men nu viser en stor dansk undersøgelse udgivet i lægetidsskriftet BMJ, at de små fedtpletter kan være advarsler om alvorlige helbredsproblemer.
Fedtpletterne, kaldet xanthelasmata, består for det meste af kolesterol, og de kan være tegn på fedtsamlinger andre steder i kroppen, som kan påvirke kredsløbet.
Kolesterol i vævet
Et hold forskere fra Rigshospitalet begyndte i 1976 at følge 12.745 personer i alderen 20-93 år, hvoraf 4,4 pct. fra starten havde fedtpletter ved øjnene. Efter 33 år havde 1.872 personer haft et hjerteanfald, 3.699 havde haft en hjertesygdom og 8.507 var døde. Og undersøgelsen viste, at personer med gule fedtpletter ved øjnene var de mest udsatte.
"Vi fandt ud af, at aflejringer af fedt omkring øjnene forudsiger en øget risiko for hjertesygdomme og død, og risikoen er uafhængig af kolesterolniveauet i blodet. Det betyder formentlig, at disse personer har en biologisk øget tendens til at aflejre kolesterol i vævet," siger Anne Tybjærg Hansen, professor og overlæge på Rigshospitalet. Hun har siden begyndelsen af 1990´erne været med til at lede undersøgelsen.
Tag pletterne alvorligt
Resultatet af undersøgelsen viste, at personer med gule fedtpletter ved øjnene havde 48 pct. større risiko for hjerteanfald, 29 pct. større risiko for hjertesygdomme og 14 pct. større risiko for at dø i løbet af undersøgelsen. Derfor mener Anne Tybjærg Hansen, at der er god grund til at tage de små pletter alvorligt.
"Både folk selv og de praktiserende læger bør være mere opmærksomme på disse mærker, fordi de betyder, at man har en større risiko for at få en hjertesygdom. Jeg vil anbefale personer med disse pletter at få undersøgt andre risikofaktorer som blodtryk og kolesterol," siger Anne Tybjærg Hansen.
Hun advarer imod, at pletterne opfattes som et rent kosmetisk problem, der nemt kan fjernes med en tur til dermatologen.
Pletterne er risikomarkører
"Det er et problem, hvis dermatologer ikke er opmærksomme på, at pletterne er risikomarkører for hjertesygdomme. Det hjælper jo ikke noget, at man bare fjerner dem, for det fjerne ikke risikoen for de alvorlige sygdomme, og i øvrigt kommer pletterne også igen," siger Anne Tybjærg Hansen.
Foreløbigt viser undersøgelsen ikke direkte noget direkte om, hvorvidt det er muligt at behandle de farlige aflejringerne af kolesterol i vævet. Men det er veldokumenteret, at kolesterolsænkende behandling til personer med høj risiko for hjertesygdom reducerer risikoen for blodpropper og tidlig død markant.
LÆS OGSÅ: Flere unge rammes af slagtilfælde