Nyrup: Min stue lyste op på valgaftenen

Meningsmålingerne var imod ham, og partiet var gået gennem en hård tid med interne opgør og kongemord.

Poul Nyrup Rasmussen havde overtaget statsministerrollen efter Poul Schlüters Tamilsag i 1993 og allerede halvandet år efter, den 21. september 1994, stod han for første gang over for sit første folketingsvalg som statsminister.

"Jeg kan huske, at det var en anspændt valgkamp, hvor jeg tog Venstre på sengen ved at udskrive valg så hurtigt, som jeg gjorde. Vi havde jo et forsping til at begynde med, men det blev langsomt smallere. Til sidst var det et åbent spørgsmål, hvem der ville vinde," fortæller Poul Nyrup Rasmussen.

Ventetiden er ulidelig

Da valgdagen oprandt, sad nerverne uden på tøjet, og der var dømt åndeløs ventetid for den socialdemokratiske statsminister, der så småt var begyndt at tvivle på sejren.

"Jeg var spændt. Alle meningsmålingerne havde jo ikke været os venligt stemt, og flere journalister var allerede begyndt at stille mig spørgsmålet om, hvordan det havde været at være statsminister," siger Poul Nyrup efterfulgt af en kort latter.

På valgdagen var terningerne kastet og ventetiden uudholdelig.

"På selve valgdagen sover man lidt længere, end man plejer, og forsøger at tage det stille og roligt. Lone (Nyrups hustru, Lone Dybkjær, red.) og jeg gik ned og stemte på Hollænderskolen og tog hjem igen, og så var der faktisk ikke så meget mere, vi kunne gøre. Det var en meget uvant følelse for et aktivt menneske som mig," fortæller Poul Nyrup Rasmussen.

Stuen lyser op

Resten af dagen dirrede privaten på Allégade 6 på Frederiksberg af spænding, mens statsministeren med sin hustru fulgte valgresultaterne på tv.

Tallene fra den første prognose fik de ved 18-tiden, da telefonen ringede, husker Poul Nyrup Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Fogh om valgaftenen: Jeg var på job

"Jeg havde aftalt med mine folk, at de skulle ringe mig op, så snart de fik resultaterne. Da jeg fik opkaldet, lyste stuen op, og jeg kan huske, at Lone og jeg så på hinanden og følte, at nu lettede det. Vi gav hinanden et kram. Ja, vi var nærmest lykkelige i vores lille hjem," fortæller han.

På det tidspunkt var Poul Nyrup Rasmussen overbevist om, at der skulle et jordskælv til, hvis oppositionen med Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet skulle vende valget.

Grundlaget smuldrede

"Der gik mange ting gennem hovedet på mig, men det, jeg var mest lettet over, var, at Socialdemokratiet fik et godt valg. Det næste, jeg begyndte at tænke på, var, hvem jeg skulle ringe til, hvad det næste skridt skulle være, og hvordan jeg skulle skrue en regering sammen," siger han.

Regeringen før valget i 1994 hed i folkemunde "den røde firkløverregeringen" og bestod af ministre fra Socialdemokratiet, Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.

Allerede ved de første prognoser, kunne Poul Nyrup Rasmussen se, at Kristeligt Folkeparti ville falde under spærregrænsen. Telefonen begyndte at gløde.

Mangler et blad i kløveren

"Jeg kunne se, at rødkløveren mistede flertallet, men også at vi stadig havde mulighed for at fortsætte med et parlamentarisk flertal. Så snart jeg havde bare antydningen af et sikkert resultat, ringede jeg til Holger K. Nielsen (SF) og Frank Aaen fra Enhedslisten for at høre, om de var enige i, at en socialdemokratisk ledet regering skulle fortsætte," siger han.

Det var de, og stuen lyste igen op med fornyet kraft.

"Terningerne var kastet, ventetiden var uendelig og lettelsen var som et forår. Der var en meget populær sang i gamle dage, der hed "Seksten tons". Der var en sang om havnearbejderne, der knoklede, og jeg følte netop, at der blev løftet 16 tons af mine skuldre. Man bærer et kæmpe ansvar den aften både som statsminister og partiformand for de mange mennesker, der arbejder for sagen, og man føler det ansvar meget stærkt," fortæller han.

Telefonen ringer og ringer

De var næsten i mål, og telefonsamtalerne fortsatte. Telefonen var ifølge Poul Nyrup Rasmussen aftenens foretrukne kommunikationskanal.

"Den første kontakt på valgaftenen er altid telefonisk. Den personlige kontakt må vente til senere på aften, hvis det praktisk kan lade sig gøre. Heldigvis er dansk politik skruet sådan sammen, at et ord er et ord på valgaftenen, så det er ikke et problem, at aftalerne kun er mundtlige," siger han.

Undervejs talte Poul Nyrup Rasmussen med partiledelsen og en række ministre, heriblandt miljøminister Svend Auken, finansminister Mogens Lykketoft, finanspolitisk ordfører Pia Gjellerup, Ole Simonsen, Henrik Dam Kristensen og ikke mindst partilederen for Det Radikale Venstre, Marianne Jelved.

Aftalerne var på plads. Nu ventede de kun på, at de sidste optælllinger kom i hus, og derhjemme satte statsministeren og fruen sig til bords for at spise deres aftenmåltid.

LÆS OGSÅ: Schlüter: Min største valgsejr

"Vi var meget påholdende og drak kun et enkelt glas vin til middagen. Resten var rent vand. Vi vidste jo begge som professionelle, at aftenen ville blive lang, så vi var meget puritanske den aften," siger han.

Da klokken nærmede sig 22, var de begge så sikre og mætte, at de besluttede sig for at tage ind til Christiansborg, hvor Nyrup før midnat kunne annoncere, at den socialdemokratisk ledede regering fortsætter fire år endnu med støtte fra SF og Enhedslisten.

Og på samme trappe fire år senere i 1998 kunne Poul Nyrup Rasmussen stikke armen i vejret med de berømte fire fingre og med sætningen "four more years" cementere yderligere en periode med en rød regering.

Er der lagt en plan?

I alt nåede Poul Nyrup Rasmussen at vinde to valg, inden han tabte til Anders Fogh Rasmussen i 2001, trådte af som socialdemokratisk formand og blev i 2004 valgt til Europa-Parlamentet med 407.966 personlige stemmer.

Her var han indtil 2009 og er fortsat som formand for De Europæiske Socialdemokrater.

Til spørgsmålet om, hvorvidt man lægger en slagplan i tilfælde af, at man skulle gå hen og tabe valget, svarer han:

"Man ved jo godt, hvad der skal gøres på det formelle plan, men der findes ikke en detaljeret plan for, hvad der skal ske. Det gælder om, at man påtager sig det lederskab, det er at trøste og tegne et perspektiv med oprejst pande, hvis det skulle ske, at man taber valget. Det er egentlig ikke noget, man bruger meget tid på, vil jeg sige. Rationelt har man tænkt igennem, hvad man skal gøre, hvis det skulle ske," siger Poul Nyrup Rasmussen.

"Jeg havde f.eks. ikke skrevet valgtalen i 1994. Den skrev jeg derhjemme, da jeg følte, at jeg kendte resultatet," siger han.

Jeg tager sgu cyklen i stedet

Poul Nyrup Rasmussen føler ikke, at det har været svært at opgive posten som landets statsminister og placeringen i valgorkanens øje.

"Jeg tror, at der er en del psykologi i det. Det første, jeg gjorde, efter at jeg ikke længere var statsminister, var, at jeg tænkte: ”Nå, hvad så?”. Jeg er jo en meget praktisk mand. Det med ministerbilen tog mig 10 sekunder at glemme. 'Nå, den var der ikke, så tager jeg sgu cyklen i stedet for,' tænkte jeg".

På torsdag er der valg igen, men denne gang med Helle Thorning-Schmidt ved det socialdemokratiske ror.

"Jeg vil følge valget spændt hele aftenen, og så vil jeg jo gerne ind til mine partifæller i Vega på torsdag, hvor jeg forhåbentlig kan ønske dem tillykke. Hvis det her lykkes, bliver det en gylden stund for mig. Jeg bliver simpelt hen så glad, hvis vi vinder," siger Nyrup.