Fortsæt til indhold
Erhverv

Millionnedslag på Aarhus-palæ

Erhvervsmanden Jesper Øhlenschlæger piller millioner af prisen på pragtpalæet "Villa Ydernæs".

Den tidligere Skykon-topchef Jesper Øhlenschlæger har sænket udbudsprisen på "Villa Ydernæs" beliggende på Strandvejen 126 i Aarhus med 3 mio. kr.

Ejendommen blev udbudt til salg hos Aarhus-mægleren Lokalt Liebhaveri i februar for 25 mio. kr., men kan nu købes for 22 mio. kr.

"Ejendommen bliver taget af markedet efter sommerferien, hvor den har været til salg i seks måneder. Inden vi tager den af markedet, sænker vi prisen til under markedsniveau. Den der måtte købe ejendommen til 22 mio. kr., gør en meget god handel," siger Jesper Øhlenschlæger til epn.dk.

Jesper Øhlenschlæger betalte selv "blot" 18,7 mio. kr., da han i starten af 2010 købte Villa Ydernæs.

Snublende tæt på salg

Efterfølgende brugte han og hustruen Susi Øhlenschlæger en stor pose penge på at gennemrenovere huset med al tænkelig luksus.

Dengang fortalte Jesper Øhlenschlæger, at han sammen med sin familie ville bo i palæet efter en renovering. Familien har dog besluttet sig for, at de hellere vil bo på en anden ejendom beliggende syd for Aarhus, som de erhvervede i 2009.

Et salg af Villa Ydernæs - i folkemunde også kaldet Lille Marselisborg - har allerede været snublende tæt på, fortæller Jesper Øhlenschlæger.

"Der har været stor interesse om ejendommen, og der var faktisk underskrevet en købsaftale, indtil køberne sprang fra, givetvis på grund af manglende økonomisk formåen. Det tog et par måneder at rode med det," siger han til epn.dk.

Fyret som Skykon-chef

Da Jesper Øhlenschlæger købte villaen i begyndelsen af 2010, var han adm. direktør for vindmølle-underleverandøren Skykon.

Men i juli i fjor blev han pludselig uden varsel afskediget. Siden gik Skykon i oktober i betalingsstandsning og blev mellem jul og nytår erklæret konkurs ved skifteretten i Århus.

Susi og Jesper Øhlenschlægers ønske om at afhænde Ydernæs har ikke nogen sammenhæng med Skykons konkurs.

"Det har det naturligvis ikke. Jeg ærgrer mig over Skykon´s konkurs, som kunne være undgået. Jeg sagde det allerede i foråret 2010, at strategiske ændringer måtte ske, og derfor blev jeg fyret, da man var uenig med mig. Desværre viser det sig, at jeg nok havde ret," udtalte Jesper Øhlenschlæger tilbage i januar til epn.dk.