7 om en søndag: Operation Barbarossa

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

På onsdag er det 70 år siden, Hitlers tropper angreb Sovjetunionen. Der er mange vigtige datoer i Anden Verdenskrigs historie, men den 22. juni 1941 er formentlig den vigtigste, for her blev terningerne kastet, ligesom da Cæsar gik over Rubicon. I modsætning til Cæsar led Hitler imidlertid nederlag, og det var et nederlag, der afgjorde verdenskrigen.

Før sommeren 1941 var der ikke tale om en verdenskrig. Krigen var i alt fald i vesten begrænset til Europa, hvor Tyskland havde opnået næsten total dominans ved Frankrigs fald i 1940, og hverken Sovjet eller USA deltog i den. I året 1941 ændrede dette sig fundamentalt. Først med Tysklands angreb på Sovjet og derpå med Japans angreb på USA ved Pearl Harbor den 7. december 1941. Da Hitler herefter erklærede USA krig, var den verdensomspændende konflikt en realitet.

Operation Barbarossa var alene Hitlers idé; den var under planlægning fra sommeren 1940 og skulle oprindelig have været igangsat 15. maj 41. Men Mussolinis militære fumlen på Balkan og indsættelsen af tyske styrker dér og i Grækenland forsinkede planen, hvilket muligvis blev skæbnesvangert for de tyske styrker på grund af den tidlige russiske vinter i 1941. Tropperne kørte og frøs fast foran Moskva, og angrebet mistede impetus for aldrig helt at genvinde den.

Der var ellers linet godt op: Ved den sovjetiske grænse fra Baltikum til Sortehavet var op til 22. juni 3,2 millioner soldater opmarcheret, 600.000 heste, et tilsvarende antal motorkøretøjer, 3.000-4.000 kampvogne og 17.000 jernbanevogne til transport af tropper og træn. Wehrmacht havde 145 divisioner til sin rådighed foruden 28 allierede divisioner fra bl.a. Finland og Rumænien. Det var historiens største hæransamling. Alligevel opdagede Stalin ikke noget, før det var for sent, og millioner af sovjetiske soldater var blevet dræbt eller taget til fange, hvad der næsten kom ud på et. Først flere uger efter angrebet kom der nogenlunde hold på det sovjetiske forsvar - udmarvet som det var af de store udrensninger i officerskorpset før krigen - men så blev den røde hær til gengæld også en effektiv maskine, der med mindst 12 millioner soldater, 10.000 kampvogne og vejret på sin side i høj grad viste sig i stand til at værne landet. Hitler havde groft undervurderet den røde hærs styrke og overvurderet sin egen. Han og de tyske generaler regnede med, at den hurtigt ville bryde sammen, hvorefter Wehrmacht igen kunne vende sig mod vest for at slå den sidste modstand - Englands - ned.

Efter hybris følger nemesis: I maj 1941 sluttede Hitler euforisk en tale i rigsdagen med ordene: »Den nationalsocialistiske folkestat står som et kunstværk af social retfærdighed og klar fornuft. Den vil ikke blot overleve denne krig, men også det kommende årtusind«. Efter fire år var denne pragtfulde stat en ruinhob, og det var i høj grad Hitlers eget ansvar.

Hvorfor angreb Hitler Sovjetunionen, som han havde haft en venskabstraktat med siden august 1939? I bagklogskabens lys er det svært at forstå, at han kastede Tyskland ud i en tofrontskrig, som havde kostet det så dyrt under Første Verdenskrig. Historien var jo også fuld af advarselsskilte: Hverken den svenske kong Karl XII eller kejser Napoleon havde været i stand til at erobre kæmperiget. Det enkle svar er, at han følte sig truet. Der var sovjetiske troppebevægelser, der kunne (mis)tydes som oplæg til et angreb på Tyskland. Men den egentlige grund må søges i det kompleks af antikommunisme, antisemitisme og søgen efter Lebensraum, der kendetegnede den nationalsocialistiske ideologi.

Allerede i "Mein Kampf" havde Hitler lovet at skaffe større ”livsrum”, og dette rum skulle findes i øst. De enorme landområder skulle affolkes for russere og andre ”undermennesker”, der skulle flyttes til Asien, og befolkes af tyskere, hollændere, skandinaver og andre "ariske" folk, der var de slaviske folk overlegne. De skulle skabe et paradis i øst, hvor der nu herskede undertrykkelse og sult.

Tankegangen var beslægtet med de vestlige landes opbygning af koloniriger fra 1600- til 1800-tallet. Her gik det også ofte hårdt til, tænk f.eks. på spaniernes udryddelse af indianerne i Sydamerika, forvisningen af de nordamerikanske indianere til reservater eller flere oprindelige folks fuldstændige forsvinden efter ”de hvides” fremtrængen . Ordet folkedrab er ikke overdrevet her. Men forskellen var, at der ikke lå nogen master plan til grund for disse udryddelser. De skete, efterhånden som soldaterne eller kolonisterne trængte frem, hvad der ikke gør dem mindre modbydelige, men dog forskellige fra de nazistiske ideer om et racehierarki med nordeuropæerne i toppen (at der er en idéhistorisk forbindelse mellem kolonialismen og nazismen er dog givet).

Medvirkende til det tyske nederlag i øst - der blev helt klart med nederlaget ved Stalingrad i januar 1943 - var også de fordomme nazisterne nærede mod folkene dér. I stedet for at kollaborere med ukrainere, baltere og andre undertrykte folk i Sovjet udsatte tyskerne dem for en ubarmhjertig undertrykkelse.

Hvis de havde opløst kolkhoserne, landbrugskollektiverne, og fordelt jorden blandt bønderne, havde de kunnet vinde sovjetbefolkningen over på deres side (uden sammenligning i øvrigt kommer man uvilkårligt til at tænke på amerikanernes opløsning af den almindelige irakiske hær i 2003, der også fremmedgjorde irakerne fra et samarbejde). I stedet havde Hitler dekreteret en i moderne tid helt ny type krig: udryddelseskrigen (”Vernichtungskrieg”). Den almindelige befolkning skulle arbejde for tyskerne, og alle kommunister skulle uden videre henrettes.

Den 6. juni udstedte Oberkommando der Wehrmacht den senere berygtede ”Kommissarbefehl”, der gjorde denne udryddelseskampagne til en pligt for tropperne (indtil maj 1942). Det fulde omfang af forbrydelserne blev ikke klart før under Nürnberg-domstolens arbejde efter krigen, men på trods heraf holdt tyskerne i mange år selv den myte i live, at Wehrmacht havde været hævet over den slags forbrydelser. De var begået af SS. En stor udstilling og flere værker om værnemagtens forbrydelser under krigen har dog pillet dette billede ned og erstattet det med et mere realistisk.



I Danmark blev den 22. juni 1941 også skelsættende. På den ene side blev der med regeringens billigelse rejst et korps af frivillige til at kæmpe mod kommunismen på østfronten, på den anden blev de danske kommunister efter tysk henstilling arresteret og interneret. Mere herom i en senere kronik.