Markant flere får kræft i mandlerne
Oralsex kan være årsagen til, at flere danskere får kræftdiagnosen.
Antallet af tilfælde med kræft i mandlerne er på 30 år steget til det tredobbelte. Og stigningen ses især blandt yngre personer under 60 år, viser en undersøgelse foretaget Afdelingen for Virus, Hormoner og Kræft hos Kræftens Bekæmpelse.
"Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor. Men det kan være HPV (Human Papilloma Virus), der er årsagen. HPV bliver overført seksuelt, så vi har mistanke om, at stigningen måske skyldes nye seksuelle vaner, som f.eks. at flere dyrker oralsex. Flere undersøgelser peger i hvert fald i den retning," siger Maria Blomberg, der er forsker hos Kræftens Bekæmpelse og førsteforfatter på undersøgelsen, til fpn.dk.
HPV kan inficere kønsdelene hos både mænd og kvinder, og særlige typer af HPV kan forårsage alvorlige celleforandringer.
Vævet er mere følsomt
Samlet set er antallet af tilfælde af hoved- og halskræft steget med 44 pct. på 30 år. Kræft i mandlerne er dog den type, der har været i størst stigning. I 1978-82 var der årligt 180 personer med kræft i mandlerne, mens det tilsvarende tal i 2003-07 var omkring 670 personer.
"Vi har bemærket, at stigningerne primært findes i de områder af hoved- og halsregionen, hvor man oftest finder HPV. HPV findes hyppigst i mandlerne, og det er også der, vi ser den største stigning," siger Maria Blomberg.
Kræft i mandlerne har indtil videre primært haft rygning og alkohol som årsag.
Positiv betydning for behandlingen
Men HPV udgør nu en stigende andel af kræfttilfældene, og det er også opsigtsvækkende, at flere og flere yngre får det.
"Heldigvis er der studier, der viser, at finder man HPV i en kræftknude, så har det ofte en positiv betydning for prognosen pga. større følsomhed over for stråleterapi. Vi ser heller ikke en øget dødelighed blandt de patienter, der får diagnosen," siger Maria Blomberg.
Kræftens Bekæmpelse vil endnu ikke rådgive om, at man bør undgå oralsex. Der er behov for flere undersøgelser på området, siger Maria Blomberg.
Unge piger vaccineres i dag for HPV, og det diskuteres, om flere piger og drenge skal tilbydes vaccinationen. HPV er bl.a. skyld i, at analkræft har været i kraftig stigning. Her mistænker forskerne også nye seksuelle vaner for at være årsagen til stigningen.
LÆS OGSÅ: Alkohol øger din risiko for kræft