Fortsæt til indhold
Bolig

Mørtelfuger eller fugebånd?

Du har tidligere hjulpet os blandt andet med valg af nyt tag og eventuelt nyt glas i vinduer.

Vi er nået til, at også vinduesrammer skal udskiftes. Vi har valgt grafit udvendig på rammerne, men mit spørgsmål går på: Vi synes, at vi vil bibeholde mørtelfuger - se venligst billedet - men vi hører hele tiden, at man ikke bruger det mere, men derimod grå Illmod 600 fugebånd. Hvad mener du?

Venlig hilsen,

Solveig Vangsted, Odense

SVAR:

Det er godt at høre, at rådgivningen er kommet til nytte. I denne sag mener jeg, at I skal holde på at få retableret mørtelfuger omkring vinduerne. Det står ikke helt klart, om I fortsat har trævinduer(?), men i så fald er tæt stopning med værk samt en lukning udvendigt med mørtelfuge en både holdbar og æstetisk passende løsning med mange års erfaringsgrundlag (forudsat, at den er korrekt udført).

Det er rigtigt, at man ofte bruger fugebånd til nye vinduer og nye huse, især omkring de mange aluminiums(beklædte) vinduer, men her er der en eksisterende byggeskik og et pænt murværk at tage hensyn til, og en mørtelfuge vil klæde huset bedst. Desuden er fugen mellem karmtræet og murværket ved vinduer et teknisk sårbart sted på en facade, hvor råd i den ikke-synlige side af karmen ind mod murværket er en risiko, der kan forebygges ved brug af mørtelfuger med stopning af værk.

Den klassiske mørtelfuge omkring karmtræ består altså af en tæt stopning med tjæret værk (hampefibre) mellem karm og murværk samt en tætning mod vejr og vind med mørtel. Det er vigtigt, at der benyttes en ren luftkalkmørtel uden cement eller hydrauliske tilslag - af hensyn til materialets porestruktur, blødhed og smidighed. Mørtelkonstruktionen har den evne, at eventuel fugt fra træ og mur har mulighed for at diffundere bort, fordi fugten kan komme ud kapillært gennem mørtelfugens porestruktur, der ikke er mere tæt end mørtelfugerne i murværkets porer. Dvs. at den kapillære bevægelse gennem murværk og fugen omkring karmen foregår i samme tempo, og ophobning af fugt undgås.

Det er vigtigt, at fugens yderside glattes godt med en fugeske, mens mørtelen er våd, og efterfølgende kalkes. Det værste, der kan ske, er, at mørtelfugen falder ud. Derfor skal den sikres ved armering med fæhår (kohår) i selve mørtelen og via en kraftig not (en dyb fure) i siden af karmtræet - en såkaldt ”geisfuss”. Det sidste forhindrer effektivt, at fugen kan falde ud.

Selve arbejdet udføres således: Fugen stoppes fra ydersiden med tjæret værk, der bankes hårdt i til en dybde af 2-10 cm. Geisfussen skal være helt fri for tjæret værk. Geisfussen og den resterende åbning fuges med en ren kalkmørtel 1:3, armeret med fæhår, og fugen glattes udvendigt med fugeske til en helt ens dybde.

Er vinduerne ikke af træ, men derimod af aluminium, bør I følge vinduesleverandørens anvisninger, hvad fugning angår.

Venlig hilsen,

Maja Svane