Virkelighedens stammende konge

Det var koldt og tåget i London om morgenen den 12. maj 1937.

Det dryppede lidt fra den mørke himmel, men alligevel var gaderne i den engelske hovedstad fyldt med mennesker.

Mange havde ventet i flere timer foran Westminster Abbey, på Trafalgar Square og på pladsen foran Buckingham Palace.

Da den nykronede George 6. endelig trådte ud på balkonen, brød det gigantiske publikum ud i et massivt jubelbrøl.

Kanonerne rungede fra Tower of London, markeringen af at en ny konge var kronet, og fem millioner stemmer gjaldede: "God Save the King!" -

Ganske uventet

Det hele kom meget uventet. Pludselig skulle han være konge.

Albert Frederick Arthur George blev født den 14. december 1895 som søn af kong George 5. og dronning Mary af Teck.

Født kongelig, men aldrig på tale som konge - det var storebror Edwards rolle, men denne havde andre planer.

Albert bliver til George 6.

Edward overtog tronen i januar 1936, men nåede aldrig at blive officielt kronet, inden han i december samme år abdicerede.

Grunden var, at Edward insisterede på at blive gift med en borgerlig kvinde, som det britiske parlament fandt upassende.

Han måtte derfor forlade give afkald på, for giftes det ville han, og så måtte den reserverede Albert pludselig træde til.

Den 12. maj 1937 blev han kronet, Albert blev til George 6., og i årene efter kæmpede han bravt for at tilpasse sig den rolle, som han med kort varsel var blevet kastet ud i.

Den stammende konge

Udover at være genert, så kæmpede George 6. hele livet med et dårligt helbred - men hans største udfordring var, at han var udpræget stammer.

Som konge var George 6.'s fornemmeste opgave at holde taler for nationen og opmuntre indbyggerne i landet, der stadig var mærket af Første Verdenskrigs gru i skyttegravene og nu fornemmede endnu en krig i den sorte horisont.

Presset var maksimalt på den nykronede konge, men da krigen brød ud i 1939, mandede George 6. sig op, han så frygten i øjnene og endte som symbol på den nationale modstand.

1939 - et vendepunkt

Den 3. september 1939 blev et vendepunkt for George 6., der denne dato holdt en tale i radioen, da krigen mod Tyskland officielt var brudt ud:

Inden da havde kongen fået hjælp af den australske talepædagog Lionel Logue til at kontrolere sine ord - et forhold som er omdrejningspunkt for filmen "The Kings Speech" - og det gav pote:

"For alle dem vi har kær, og for verdensordnen og verdensfreden, er det utænkeligt, at vi skulle nægte at møde udfordringen," lød ordene i den legendariske tale ude i de britiske stuer.

Og fra den dag steg kongens popularitet.

Den modig kongefamilie

George 6. største bedrift kom, da Anden Verdenskrig for alvor rasede.

Han forlangte at blive boende på Buckingham Palace på trods af, at det kongelige palads blev bombet ikke mindre end ni gange i løbet af krigen.

Adskillige år efter et af de værste angreb mindes hans ældste datter, den nuværende dronning Elizabeth 2., hvordan hun som barn kæmpede med at fjerne en øjenvippe fra kongens øje, da de hørte lyden af et tysk fly og derefter "skriget fra en bombe," som der står i hendes officielle biografi.

Efter at have spist frokost i deres beskyttelsesrum besøgte George 6. og datteren Londons East End.

"Jeg følte, at vi gik rundt i en død by... alle husene var evakueret, men alligevel så man gennem de knuste ruder alle de små ejendele, fotografier og senge pæcis, som de var blevet efterladt," fortæller Elizabeth 2. i bogen 70 år efter det tyske luftwaffes angreb.

Besøgene til de bombede områder i London cementerede kongens popularitet i landet.

Besøg ved fronten

Det var ikke kun de ødelagte områder i London, kongen besøgte. George 6. havde været i marinen og blandt andet deltage i Første Verdenskrig herunder Søslaget ved Jylland i sommeren 1916.

Han gik derfor meget op i hæren og i juni 1944, blot 10 dage efter D-dag, besøgte han soldaterne på stranden i Normandiet i Frankrig.

Den stammende konge var nu blevet til nationalt samlingspunkt, og da krigen officielt sluttede i Storbritannien den 8. maj 1945 blev Buckingham Palace centrum for jublen.

Glædesbudskabet

Igen kunne kongens stemme høres i radioerne i de hårdtplagede britiske hjem - denne gang med det glædelige budskab:

"I dag takker vi den almægtige gud for den fantastiske befrielse. Jeg taler fra vores imperiums ældste hovedstad, forslået af krigen, men ikke på noget tidspunkt skræmt eller fortvivlet - jeg taler fra London, og jeg beder om, at I slutter jer til mig i denne taksigelse," lød det i radioen den 8. maj 1945.

En hård tid

I 1948 havde Storbritannien så godt som klaret sig igennem de hårde efterkrigstider, men Anden Verdenskrig og spændingerne forbundet med krigene og perioden efter havde tæret på kongen.

Den 6. februar 1952 sov George 6. stille ind efter en lungeopreation, som han aldrig kom sig over.

Herefter stod hans kiste på Westminster Hall, inden den blev flyttet til St. George's Chapel på Windsor Slot, hvor George 6. blev begravet den 15. februar.

En ny æra

Den 2. juni 1953 blev George 6.'s ældste datter Elizabeth Alexandra Mary kronet som den nye dronning - Elizabeth 2..

Igen trodsede den britiske befolkning den bidende vind og regnen, der føg hen over London. Igen gav gaderne i London genlyd: "God Save the Queen!".

Befolkningen led, da Edward abdicerede, og den stammende Albert blev modvilligt konge.

Men ansigt til ansigt med krigens og sine egne udfordringer vandt George 6. folkets hjerter og knap 59 år efter, at hans ældste datter overtog tronen, lever monarkiet fortsat i England.