Restaurant-legende genåbner i festugen
Restauranten Gl. Aabyhøj genåbnes for en stund. Maden kommer til at fylde meget i dette års festuge.
Den internationalt anerkendte restaurant Gl. Aabyhøj genåbner i dette års festuge. Restauranten blev den 1. april 1980 åbnet af Arne Fusager og Birthe Sandager, som udviklede stedet til at blive en af Danmarks bedste restauranter med internationalt ry.
Gl. Aabyhøj blev medlem af ”Relais & Châteaux”; en klub for verdens bedste restauranter. Et medlemskort, der i Frankrig kræver mindst to Michelin-stjerner.
Fusager-Sandager-parret solgte i 1989 restauranten til byggematadoren Kurt Thorsen, som havde været en flittig gæst på stedet. Selv flyttede de til Sydfrankrig, hvorfra de siden har drevet køkkenskole.
1980'ernes store sted
Lokalerne i Åbyhøj har i en årrække været privatbolig, men festugedirektør Jens Folmer Jepsen har fået lov til at åbne stedet i festugen.
»Det var et stort sted i 1980'erne,« siger Jens Folmer Jepsen, som vil lade topkokke lave mad i huset og desuden arrangere en Århus-samtale om god madlavning.
Mad er kultur
Maden kommer i det hele taget til at fylde meget i den kommende festuge.
Jens Folmer Jepsen har allerede i sine tidligere festuger sat maden på repertoiret, men i år er idéen blevet videreudviklet.
»Mad er kultur,« siger han.
»Mad handler om holdninger. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi propper i munden. Franske og spanske kokke kommer til Danmark og lader sig imponerer over vores råvarer, og alligevel køber vi frosne pizzaer. Mad er et af de store områder i festugen. Det handler også om at få børn til at spise ordentligt, så de ikke bliver fede.