Arkæologer finder rotte på 6 kilo
Rotten, som levede for 2.000 år siden, er den største, der nogensinde har levet.
Arkæologer har ved udgravninger i Østtimor fundet 13 gnaver-arter, hvoraf 11 er helt nye for videnskaben. Otte af rotterne, der blev fundet, vejede et kilo eller mere.
Én af rotterne var dog særligt stor. Arkæologerne, som fandt rottens kranium, har regnet sig frem til, at rotten har vejet omkring seks kilo, da den levede. En almindelig rotte, som vi kender den i Danmark, vejer sjældent mere end 500 gram.
Rotterne har formentlig levet på øen Timor for mellem 1.000 og 2.000 år siden.
"Der har levet folk på øen Timor i mere end 40.000 år, og de har spist rotter gennem tiden. Alligevel er enkelte arter først uddøde for nyligt," siger Ken Aplin fra CSIRO, der er en forskningsorganisation fra Australien.
Opdager mange nye arter
Selvom de fleste ikke har meget tilovers for rotter, påpeger Ken Aplin, at rotterne netop er vigtige for økosystemet i verden.
"Det er ligeså vigtigt at vedligeholde biodiversiteten blandt rotter som hos hvaler eller fugle," mener han.
Alle øer i den østlige del af Indonesien har udviklet sin egen unikke gruppe af rotte-arter. Ken Aplin har f.eks. også opdaget seks nye gnaverarter på øen Flores. Nogle af dem lever formentlig stadig på øen, mens andre arter er uddøde i løbet af årene.
Verdens største nulevende rotte vejer to kilo og lever i regnskove på Filippinerne og Ny Guinea.