Periskop: Congo 50 år efter

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Foran det fængsel i Algier, hvor den congolesiske leder og Katangas tidligere præsident Moise Tshombe, som Congos regering i 1967 havde dødsdømt in absentia, samme år døde. Officielt som følge af et hjertetilfælde.

Tshombe blev sammen med en anden congolesisk leder, uafhængighedshelten Patrice Lumumba, et symbol på det kaos, som herskede i det udpinte afrikansk land. Lumumba blev myrdet i 1961, mindre end et år efter, at han var blevet det nu uafhængige Congos første premierminister. Og et halvt århundrede senere hersker kaos fortsat. En kvart million mennesker har måttet forlade deres hjem. Der var alene sidste år mere end 8.000 voldtægter, og en af de mest brutale krige siden Anden verdenskrig, har kostet mere end fem millioner menneskeliv.

Så der var ikke meget at fejre, da Den Demokratiske Republik Congo i sidste uge markerede 50-årsdagen for sin uafhængighed efter Belgiens brutale kolonistyre.

Men ikke desto mindre skete det med grandiose festligheder i Kinshasa med deltagelse af kong Albert II af Belgien og blandt andre notabiliteter også Zimbabwes korrupte diktator Robert Mugabe, hvilket i sig selv fortæller, hvor lidt Afrika har bevæget sig i det halve århundrede.

At kong Albert holdt lav profil sagde mere end mange ord. For det første skulle han ikke nyde noget af at sige noget, der kunne minde om den tale, hvori kong Baudouin i 1960 hyldede sin forgænger kong Leopolds ”genialitet.” En genialitet, som betød, at kongen via et privatejet mineselskab, som forskere hævder brugte tvangsarbejdere, skabte en privat formue. Men det handlede naturligvis også om, at den belgiske regering var yderst påpasselig med ikke at få det til at se ud, som om Belgien vil skrive under på den elendige forvaltning af menneskerettighederne, som Joseph Kabila har ansvaret for.

Så nemt får Belgien nu ikke lov at glemme sin uhyrlige behandling af det afrikanske land. For i oktober lyder fortidens ekko, når et hold af belgiske, amerikanske og tyske advokater på vegne af Patrice Lumumbas tre sønner åbner en retssag mod 12 tidligere belgiske embedsmænd i Congo. De er nu mellem 80 og 90 år, og det, som de anklages for, er Belgiens og deres egen indblanding i mordet på Congos første premierminister .

Belgien har et moralsk ansvar for drabet på ham, viste en parlamentarisk undersøgelse i 2001. Men har Belgien også et juridisk ansvar?

Men ét helt fundamentalt ansvar kan placeres uden advokathjælp. Det er ansvaret for, at Congo et halvt århundrede efter uafhængigheden stadig, som diplomater og regeringsledere i de vestlige lande forblommet udtrykker det, kun er »et skrøbeligt demokrati«. Et land uden reel politisk opposition, med ringe regeringskontrol over de enorme landområder, hvor samme regering tillader sin hær at begå ufattelige grusomheder, og hvor kritikere systematisk fængsles eller dræbes.

Netop 50-årsdagen for uafhængigheden burde være anledningen for både Belgien og andre vestlige lande, hvis mineselskaber kynisk har udnyttet Congos rigdom på mineraler, til at erkende deres historiske ansvar.

Men det er nok en illusion at tro, at det vil ske. Det autoritære styre, symboliseret ved ”den stabiliserende” præsident Kabila, og fortsat ekstern manipulation vil formentlig få lov at fortsætte.

Congo vil utvivlsomt også i de kommende årtier eksistere i kaos. For ingen har tilsyneladende viljen til at ændre det.