Fortsæt til indhold
Biler

Stjerne-Opel som stationcar

Navnet Sports Tourer lægger op til både gode køreegenskaber og god plads til familien.

Opel sidder i held for tiden. Bilerne er de senere år blevet stadig mere velkørende, smukkere – og med større finesse og bedre kvalitet. Og at dømme efter de første officielle billeder af den kommende Opel Astra i stationcar-versionen, så fortsætter tendenserne.

Opel har netop offentliggjort de første billeder af og enkelte sparsomme oplysninger om den nye Opel Astra Sports Tourer, som kommer til Danmark i januar næste år. Som det er tilfældet med Insignia er den nye stationcar version af Opel Astra døbt Sports Tourer for at understrege kombinationen af rummelighed, elegant design og dynamiske køreegenskaber.

Bagagerummet i praktikeren rummer fra 500 liter op til 1550 liter, når ryglænet lægges ned. Nyheden har samme akselafstand som Astra med fem døre, og undervognen med compoundaksel og Watts led bagtil er også den samme – dog er fjedre og støddæmpere tilpasset højere lasteevne.

Mange motorvarianter

Motorprogrammet omfatter fra 1,3 CDTI ecoFLEX med 95 heste og Start/Stop teknologi til 1,6 Turbo med 180 heste og 2,0 CDTI med 160 heste. Astra Sports Tourer kommer desuden med 1,4 Turbo med 120 heste og 1,4 Turbo med 140 heste.

På europæisk plan udgør stationcar markedet i denne klasse ca. 25 pct. af salget, mens det i Danmark er over halvdelen for den nuværende Astra. Opel venter derfor stigende efterspørgsel på Astra, der i femdørs versionen efter seks måneder er solgt i 160.000 eksemplarer i Europa.

Læs også: Opel åbner for nye muligheder