Fortsæt til indhold
Bolig

Jernovn eller kakkelovn?

I snart mange år har min mand og jeg (måske mest jeg) talt om, at vi godt kunne tænke os en rigtig, gammeldags kakkelovn i vores dejlige og - synes vi selv - også smukke hus fra 1887.

Sådan en høj, bred en med hvide kakler på og en messinglåge. Huset er et rødt murstenshus med skifertag og lidt romantisk ”schweizerstil”. Der er lavet lidt om indenfor, men ikke så meget ude - så vidt vi kan bedømme. Nu er vi ved at være der, hvor vi har tid og råd til at realisere drømmen, men vi er i mellemtiden blevet uenige om, hvorvidt sådan en muret kakkelovn overhovedet hører hjemme i dette hus - og om det kan bære det - der er ikke kælder under huset. Er det mon bedre med en ovn af jern? Og passer den i huset? Hvad skal vi huske på, hvis vi skal have sådan én? Må man for eksempel genbruge gamle, eller skal vi ud og finde en ny, der passer til huset? Vi vil helst have gamle sager, hvis det kan lade sig gøre. Har du nogle gode råd? På forhånd tak.

Venlig hilsen,

Karin, Stevns

SVAR:

I skal først have skorstensfejeren til at besigtige og forhåbentligt godkende skorstenen, og I skal have en byggeteknisk vurdering af bjælkelaget og funderingen under gulvet på ovnens ønskede placering. Det er meget muligt, at dæk og fundament slet ikke egner sig til tyngden fra en muret kakkelovn. Min vurdering er, at I skal vælge jernovnen - især fordi det er nemmest at få sådan én installeret. Jernovne bygger på princippet, at når man fyrer, bliver støbejernet varmt og afgiver strålevarme. Holder man op med at fyre, køler jernet hurtigt ned. En fordel er, at den - modsat kakkelovnen - kan tåle at stå uanvendt uden at revne eller forringes. Desuden kan den tåle, at man fyrer kraftigt og hurtigt op, og det kan kakkelovnen ikke. En ulempe er, at ilden skal passes regelmæssigt, fordi ovnen er relativt lille, og træet derfor hurtigt brænder ud. Tidens jernovne var rigt ornamenterede, høje og runde eller firkantede - og kunne godt se dyre ud, men de var billigere end for eksempel jernkomfurer. Man kan godt være heldig at finde en jernbrændeovn fra sidst i 1800-tallet, og man må også godt bruge dem; men man skal nok bruge en del tid på at lede, og den skal jo gerne være i god stand og velfungerende. Da centralvarmen slog helt igennem i midten af 1900-tallet, blev mange ovne skrottet, og nogle firmaer har specialiseret sig i at renovere og sælge disse gamle ovne, mens andre sælger nye kopier eller moderne. Det er nok ikke helt billigt at få fat i en antik ovn. I kan besøge Caso Christiania Ovne (på fristaden Christiania) eller se på deres hjemmeside www.caso-ovne.dk, hvor der blandt andet er eksempler på forskellige ældre jernovne. Derudover vil jeg tro, at der er flere forhandlere af gamle ovne i Skåne/Sverige end i Danmark, så en studie- og indkøbstur over sundet kan anbefales, for eksempel til Limhamns Spisbutik, Sveagatan 50, Limhamn, tlf. 0046 704-15 14 11. Kommer I frem til, at I alligevel vil have en kakkelovn, vil jeg også anbefale at indkøbe ovnen og indhente erfarne kakkelovnsmurere fra nabolandet.

Til slut lidt fakta om jernovnene: De har god ydeevne, de ældre dog mindre end nye. De opvarmer hurtigt et rum, men holder ikke så længe på varmen, når man ophører med at fyre. Man kan fyre med brænde eller koks - fyring i gamle støbejernsovne er bedst med bøg eller eg - birk er hurtigvoksende, og energimængden kan være for lav. En/to større optændinger pr. dag i vinterhalvåret bruger cirka fire kubikmeter brænde pr. fyringssæson. Støbejernsovne skal sværtes jævnligt. En gammel, nyrenoveret ovn holder 15-20 år, før den igen skal renoveres. Husk, at der skal være behørig afstand til brændbare materialer.

Venlig hilsen,

Maja Svane