Fortsæt til indhold
Indland

Én havefisk til 100.000 kr.

Fisk for millioner af kroner er samlet til en havedamsfestival i Silkeborg.

Kan én fisk koste 1,7 mio. kr.? Det lyder umiddelbart usandsynligt for de fleste, men det kan den faktisk godt, hvis det er en japansk KOI karpe, man taler om.

Den dyreste KOI karpe blev i år solgt i Japan til netop 1,7 mio. kroner, og i øjeblikket er der samlet karper for flere millioner på en havedamsfestival i Silkeborg.

"Vi har karper til over 100.000 kroner pr. stk., så samlet set er der nok karper for nogle millioner kroner," siger Pernille Benzon fra ferskvandsakvariet AQUA i Silkeborg, der står bag havedamsfestivalen.

En hel videnskab

Hun forklarer, at der også i Danmark er stor interesse for de japanske karper, som sættes ud i havedamme og lignende.

"Der er folk, der sælger deres bil for at købe karper. Der findes mange forskellige arter, og KOI karper er nærmest en hel videnskab for i sig selv," siger Pernille Benzon til jp.dk.

Internationale dommere

Ifølge AQUA er det første gang nogensinde, at der i Danmark afholdes KOI karpe konkurrence og show.

Internationale dommere er fløjet ind fra England og Japan for dømme showet, og mange af de største leverandører og butikker, som forhandler KOI karper og produkter til opbygning og vedligehold af havedamme er samlet i Silkeborg henover weekenden.

Læs mere her