Rensning af sisal-tæppe
Jeg ved ikke, om det er dig, der kan hjælpe mig.
Jeg har kokos/sisal af rigtig god kvalitet over hele mit 105 kvm. "store" hus. Det er fem år og holder sig pænt, men i vinter er der især i gangen kommet en del vandskjolder. Nogle af disse sikkert med lidt salt i. Har jeg nogen mulighed for at "minimere" eventuelt helt fjerne disse misklædende pletter fra mit lyse tæppe.
Med venlig hilsen,
Susanne Bang, Viborg
SVAR:
Der er nok desværre opstået mange forskellige skader efter alt det salt, der er blevet strøet ud i vinterens løb. I Sverige bruger man oftest grus, der anretter væsentligt mindre skader, men det kan Danmarks, i forvejen underdimensionerede, kloaker formentlig ikke klare. Man kan godt selv rense sisaltæpper, men det kræver specialprodukter og på større arealer en tæpperensningsmaskine. Tæpperingen forhandler et produkt, Host, der er beregnet til pletrensning. Her kan man også leje en tæpperensningsmaskine til de større arealer. Når tæppet er renset, findes der imprægneringsmidler, som forsegler overfladen. Man skal i øvrigt altid tørrense sisal- og kokostæpper, da vand kan få dem til at krybe og danne misfarvninger.
Med venlig hilsen,
Helle Wibroe