Fortsæt til indhold
Bolig

Linoleum på bordet

Jeg skriver til dig for at høre, om du kan hjælpe med tips til renovering af et godt gammelt egetræsspisebord?

Vi har netop overtaget et hus, hvor dette gedigne egetræsbord stod. Vi tror, det er arkitekttegnet fra 1960'erne. Bordet er rundt med tre ekstra plader og dermed super til, når vi skal have hele familien på besøg. Men bordpladen er forholdsvis slidt og har huller og ridser i den lakerede finer.

Først tænkte vi, at vi skulle slibe det og lakere om, så det oprindelige look bibeholdes. Men nu har vi fået den ide at beklæde bordpladen med sort linoleum. Det er moderne og miljørigtigt, og så har vi set det brugt på Culinas køkkenfronter, hvor det ser så flot ud.

Fordelen ved linoleum er jo, at kommer der en ridse i, reparerer det sig selv. Og så er det blødt og behageligt og slidstærkt, så vi tænker, at det kunne være en god løsning til et bord, der bruges rigtig meget hver dag.

Dog har vi aldrig læst/hørt om denne løsning før, så måske du kan hjælpe. Er det en dum løsning? Nogle siger, at linoleum lugter? Hvordan sikrer vi en flot afslutning ved bordkanten? På Culinas skabsfronter er det skarptskåret - det er det look, vi ønsker os. Hvordan lægger man linoleum på, så det holder? Vi ser frem til at høre fra dig. På forhånd tak for hjælpen.

Med venlig hilsen

Ulrikke

SVAR:

Jeg synes bestemt ikke, at det er en dårlig idé at beklæde et spisebord med linoleum. Jeg tror ikke, at det lugter. Den linoleum, jeg kender, lugter i al fald ikke. Det er dog vigtigt at få linoleumet skåret, så det passer helt præcist - især hvis I vil have kanterne til at stå uden afsluttende kantliste. En kantliste kan i øvrigt fås i utroligt mange udformninger. Måske I kan finde en liste, der blot skal clipses på, hvis I alligevel skulle vælge en liste. Der findes et produkt fra Forbo, der hedder Bordplade-linoleum. Det kan bestilles efter mål på www.dintaeppekaede.dk. Tæppekæden giver også gerne yderligere informationer på telefon: 2844 0238. Når I skal lægge linoleum på bordpladen, er det meget vigtigt, at det bliver limet med et jævnt lag lim, og at belægningen rettes ud med en spartel, sådan at der ikke kan opstå små luftbobler. I kan med fordel lægge linoleum under pres med nogle tunge ting, sådan at limen og den nye bordplade presses godt sammen.

Med venlig hilsen

Helle Wibroe