Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Jerusalem - Israels hovedstad

Bør Jerusalem forblive Israels hovedstad, eller bør byen snarere overdrages til en kommende palæstinastat eller evt. internationaliseres?

Jørgen Granum-Jensen, fhv. lektor, Bøgegårdsvej 60 Søndersø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Svaret på det spørgsmål kan næppe afgøres af nogen jurist eller af nogen domstol. Det må ses i lyset af en bred historisk, politisk, kulturel og demografisk kontekst.

Set i den sammenhæng er spørgsmålet til gengæld temmeligt indlysende. Selvfølgelig bør Jerusalem for altid forblive Israels hovedstad. Siden 1861 har byen haft et jødisk flertal. I 1947, altså året forud for Israels uafhængighedskrig, udgjorde jøderne således ca. 100.000 af byens indbyggere, medens muslimer og kristne udgjorde 65.000 af indbyggerne. Også i dag er der et jødisk flertal i Jerusalem.

Hertil kommer, at kun det jødiske folk har ønsket at gøre Jerusalem til sin hovedstad. Fra ca. 1500 til afslutningen af Første Verdenskrig hørte byen under Det osmanniske Rige, hvis hovedstad som bekendt var Istanbul.

Under det britiske mandatstyre frem til 1948 var Jerusalem ikke hovedstad for nogen stat eller noget folk. Fra 1949 til Junikrigen i 1967 var Østjerusalem besat af Jordan. Jordan bevarede som bekendt Amman som sin hovedstad.

Dybe rødder i Jerusalem

For ca. 3.000 år siden gjorde kong David byen til Israels hovedstad. Det var også her, at kong Salomon byggede sit berømte tempel. I dag finder man i form at Vestmuren rester af tempelkomplekset fra kong Herodes tid i Jerusalem. Jødedommen har altså dybe rødder i Jerusalem.

I 1980 besluttede Knesset, at Jerusalem for evigt skulle være Israels hovedstad, og samtidig pålagde man i en særlig lov regeringen at sikre alle helligsteder og den frie adgang til disse. Enhver, der i dag besøger Jerusalem, kan forvisse sig om, at den israelske regering lever op til disse krav. Det gælder også de muslimske helligdomme på tempelbjerget.

Det hænger bl.a. sammen med, at Israel i modsætning til sine naboer er en civiliseret retsstat.

Hvordan var situationen i Østjerusalem under det jordanske styre?

Hele den jødiske befolkningsgruppe blev fordrevet fra Østjerusalem, der således blev gjort ”judenrein”. De fleste synagoger blev sprængt i luften. Enkelte blev brugt som æselstalde. Jødiske gravpladser blev krænket. Gravsten blev brugt til fortove. Nogle sten blev sågar brugt til at anlægge en sti til en latrin i forbindelse med en jordansk kaserne.

Jøder fik selvsagt ikke adgang til bydelen. Jerusalem forblev delt i hele perioden fra 1949 til 1967.

Det vil oprigtigt talt være temmelig meningsløst at dele byen igen. Byen er en del af Israel som landets hovedstad, og selvfølgelig har Israel ret til at bygge de boliger, man vil i Jerusalem.

De muslimske helligdomme beskyttes, og der er fri adgang til dem, sådan er det, og sådan skal det selvfølgelig også vedblive at være. Israel har heller ikke erobret Jerusalem fra nogen anden stat. Israel har blot gengivet en by med jødisk flertal sin gamle status som hovedstad.