Flere børn i samme rum

Så længe børnene er under tre-fire år, er det fint for dem at dele værelse. Er der derefter ikke mulighed for at give dem eget værelse, betyder det meget, at de tildeles et hjørne, som kun er deres.

Det mener børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, foredragsholder og forfatter til bogen "Rød stue kalder".

»Når børnene barndommen igennem opholder sig i institutioner, hvor det kollektive gælder, er det vigtigt, at de kan komme hjem og have deres eget sted, hvor de kan lukke døren. Det giver en person identitet at have sit eget, som de selv har fået lov at sætte deres præg på for at vise, hvem de er lige nu. Man kan sige, at man iklæder sig sit værelse som en identitet med det, man går op i lige nu, hvad enten det er Spiderman eller High School Musical. Den mekanisme gælder også, når søskende deler rum. Selv om vi voksne sætter rammerne, skal vi ikke censurere barnets smag og gøre deres rum tjekket og matchende i farverne. Udsmykningen og det at fylde rummet ud, skal barnet selv styre, selv om vi måske synes, det vælger noget uskønt,« mener Margrethe Brun Hansen.

»Jeg foreslår, at man anskaffer et skærmbræt til at afgrænse det ene barns område fra det andets. Og køber nogle store plastkister med låg, så hvert barn kan have hver sine ting i fred. Ejendomsretten betyder faktisk noget, nemlig at dette er mit og ikke andres, selv om pladsen er trang. Der kan laves mange gode løsninger med spånplader og reoler på hjul. Pointen er, at de private gemmer bør signalere niks pille til andre i familien!«

Margrethe Brun Hansen mener ikke, det giver traumer at dele værelse med søskende. Livet er ikke et enten-eller, men det er et spørgsmål om, hvordan vi som voksne griber tingene an.

»Vi kan godt bo trangt og så lære vores børn respekt for, at både de og vi kan have brug for en stunds ensomhed til at sidde alene og samle tankerne i et hjørne eller bag et forhæng, hvis det er det eneste, vi har. Hvis vi voksne sætter en stemning med respekt for den enkeltes behov for ro og fred og understreger, at vi alle skal være her, gør det hele forskellen. Så kan man sagtens bo i en toværelses og huske tilbage på det som en god tid,« mener Margrethe Brun Hansen.

Med søster bag en tynd væg
En seng i tre etager med en primitiv bagbeklædning på de to øverste senge den ene vej og på den nederste den anden vej, og så var rummet delt i to værelser!

Sådan boede selvstændig konsulent Henrik Heeris, 44 år, sammen med sine to ældre søstre de første 11 år af sit liv.

»Beklædningen satte min far op, da min seks år ældre søster skulle have "eget" værelse. Så boede den mellemste søster og jeg på den ene side af den ret transparente væg, mens min ældre søster kravlede ind i sin seng fra modsatte side og havde værelse derinde,« fortæller Henrik Heeris om den treværelses lejlighed i det Amager-kvarter, hvor det var ganske almindeligt, at søskende delte værelse.

Resten af værelset på 16 kvm. blev adskilt af en kassereol fra gulv til loft med forskudte bagbeklædninger i tre forskellige farver, så hvert barn havde sin farve og sine rum.

»Da min storesøster begyndte at få kærester, kunne de ikke kysse ret meget, uden at vi kunne høre det. For hende har det nok været slemt at dele værelse på den måde. Og jeg ved, at jeg som lillebror må have været irriterende, for jeg husker stadig de mange niv, armvrid og lussinger, jeg fik. Det var nemlig mine søstre, som bestemte, indtil jeg fysisk blev stærkere end dem,« husker han.

»Som 11-årig fik jeg en lillesøster, og så flyttede familien i hus længere ude i Sundby. Det var en treetagers bygning, hvor de ældre søstre fik egen lejlighed øverst. Selv fik jeg også eget værelse, og det var en stor begivenhed for mig. Men identiteten fra fællesskabet var forsvundet og flyttede ikke med. Der gik også noget nærvær tabt, fordi vi nu sad mere hver for sig, og fordi jeg og mine søskende ofte kun sås, når vi skulle spise,« fastslår Henrik Heeris.

Tryghed i små, huleagtige rum
To værelser med kammer. Det var den gængse boligstørrelse, da indretningsarkitekt Jytte Dermuth voksede op på Bispebjerg i København i 1950'erne. Hun og den fem år ældre søster delte kammeret, hvor de havde en stor ”to i en slå ud-seng” og hver sin væg med vidt forskellig stil.

»Jeg var til det enkle med en hylde og min søster til chatol og prismekrone. Jeg husker det som en god tid, hvor vi som oftest var sammen med vores forældre inde i stuen. Det blev selvfølgelig svært, da min søster begyndte at invitere kærester hjem. Men jeg nåede ikke at tænke det, at vi boede sammen som noget egentligt problem.«

»I dag er tingene anderledes med larmende maskiner og computere, som man gerne vil holde inde på værelserne. Computere fungerer også som børnepassere, og det kan være dejlig let for forældrene. Jeg mener dog, det skal gøres attraktivt og hyggeligt for børnene at søge ind og være sammen med forældrene, når de endelig er hjemme,« siger Jytte Dermuth, der ofte bliver hyret som indretningsarkitekt for fraskilte og andre, som ikke har så meget plads og må lade børn bo på et værelse.

Hun prøver ikke at få de voksne ud af soveværelset, for de har behov for egen plads, mens børnene godt kan lide mindre, huleagtige rum. På de børneværelser er der dog ikke plads til computere, som må opstilles i køkkenet eller andre fællesrum.

»Når jeg indretter, er det praktiske i centrum med de løsninger, som er realistiske for den familie, det drejer sig om. Der skal være plads til at stuve tøj og legetøj ind på. Skabe og bokse, men navnlig kommoder, som er velegnede til børns tøj, der ikke behøver at hænge fint på bøjler. Hylder at sætte bamser på, går jeg ikke så meget op i, det kan altid komme ind senere,« forklarer Jytte Demuth.

»Spørger man børnene, vil 99 procent af de mindre børn sove i samme værelse. Og hvis de faktisk har hver deres værelse til rådighed, vil de vælge at bruge værelse nummer to som et fælles legeværelse. Det giver tryghed at være samme sted som sine søskende. Det ved jeg også fra mine børnebørn.«