Fortsæt til indhold
Indland

Gode spor i "Blondie"-skudsag

Adskillige vidner har henvendt sig i sagen om Hells Angels-veteranen, som torsdag blev skudt på Frederiksberg.

"Vi har fået henvendelser fra offentligheden, som vi er ved at undersøge. Vi har et par gode signalementer og en flugtrute, som vi skal have set på, og så er vi stadig i gang med de tekniske undersøgelser," siger Jesper Simonsen, der er sektionsleder ved Københavns Politis Bandeenhed, til jp.dk.

Torsdag morgen kl. 10.04 blev det ledende medlem af Hells Angels Bent "Blondie" Svane skudt på Kong Georgs Vej på Frederiksberg af to unge mænd, som kom kørende på en rød knallert.

Han blev ramt i benet, og gerningsmændene er stadig på fri fod.

Ventede på ham

HA-rockeren bor i området, og politiet mener, at gerningsmændene har ventet på ham.

Det seneste skyderi mod en HA-rocker skete på en sushi-restaurant i Hellerup den 19. oktober. Her var det HA-medlemmet Brian Sandberg, der bor i området, som var målet, og han nåede knap at indfinde sig på restauranten, før der blev skudt.

Jesper Simonsen mener ikke nødvendigvis, at det peger på, at højtstående HA-medlemmer bliver skygget.

Patruljerer bredt

"Man kan ikke være alle steder på én gang, og man kan ikke følge efter alle. Jeg tror, at der kommer meldinger til nogen om, at de har set dem," siger han.

Han ønsker dog ikke at kommentere, om det får poltiet til at patruljere i de områder, hvor ledende HA-medlemmer bor.

Torsdag aften patruljerede politiet bredt i København, og man frygtede bl.a. hævnaktioner fra HA-rockere. Det skete dog ikke.