Borgmester bruger 550.000.000 kr. på valg
I New York er borgmesteren samtidig byens rigest mand. Og han har åbnet pengeskabet for at vinde valg i næste uge.
»Hvorfor sidder du der på bagsædet? Kom ud og stem. Stem på Mike.«
Sådan lyder det fra tv-skærmene i taxaerne i New York.
Og tilsvarende i metroen, i busser, på samtlige tv-stationer, på plakater på gaden, i aviserne og blandt frivillige, der deler foldere ud i byen.
Michael Bloomberg – borgmester i New York – er overalt i byen forud for valget på næste tirsdag, den 3. november.
Den slags koster og således har »Mike« sat rekord med den dyreste reklamekampagne i USA nogensinde betalt af kandidaten selv, skriver New York Times.
Uanstændigt
Ifølge de foreløbig opgørelser vil Mike bruge mellem 110 og 140 millioner dollars, altså mellem 550 og 700 millioner kroner, af sine egne penge på at forblive borgmester i USA kulturelle hovedstad.
Og det selvom han fører i alle meningsmålinger med omkring 18 procentpoint.
Mike blev både i 2001 og 2005 valgt som borgmester i New York, og det vurderes, at han således har over 1,25 milliarder kroner på valgkampe.
»Uanstændigt,« siger en talsmand for Bloombergs demokratiske modstander, William C. Thompson, ifølge New York Times.
Thompson har blot brugt seks millioner dollars, omkring 30 millioner kroner på valget.
Får én dollar
Den 67-årige succesfulde forretningsmand Michael Bloomberg har tidligere været både demokrat og republikaner, men er i dag uafhængig af noget parti. Han har tidligere været tippet som en mulig præsidentkandidat, men har foreløbig holdt sig i tøjlerne.
Barack Obamas valgkamp i 2008 var den foreløbig dyreste på 650 millioner dollars og blev finansieret ved bidrag fra over én million borgere.
Men også den kunne »Mike« slå med sin helt egen formue på anslået 16 milliarder dollars.
Hvis han en dag får lyst.
Michael Bloomberg modtager blot én dollar om året i løn som borgmester.