Fortsæt til indhold
Biler

RS - for Renn Sport

Betegnelsen RS – for Renn Sport – har en lang tradition hos Porsche, både på fortidige og nutidige baneracere og på den ekstremt eftertragtede Porsche 911 2,7 RS fra 1973.

Nu spøger betegnelsen på Porsche 911 GT3 RS, der er en direkte arvtager efter 1973-modellen, men naturligvis med væsentlig mere effekt og ny spændende teknik.

Den nye rennsporter fører sig frem med lavere vægt og racerduelig affjedring. Den sekscylindrede 3,8 liters boksermotor stammer fra den normale 911 GT3, men med 15 heste mere, så den ny yder 450 heste – eller mere end 118 heste per liter, hvilket er et ekstremt højt tal for en sugemotor. Og som sædvanlig hos Porsche er den udlagt, så den også kan bruges til hverdag og ikke kun på bane.

Porsche 911 GT3 RS kan kun leveres med en seks-trins manuel gearkasse, der er optimeret med kortere vandring, og udvekslingen mellem gearene gjort kortere. Under bunden har den en specialudviklet version af Porsche Active Suspension Management (PASM), og så er hele herligheden bredere end forgængeren. Det giver plads til hjul i størrelsen 245/35 ZR 19 for og 325/30 ZR 19 bag. Og til de virkelige entusiaster kan den leveres med et litiumbatteri i stedet for et konventionelt batteri, hvilket sparer 10 kilo.

Udvendigt kendes den på lav frihøjde, stor hækspoiler i kulfiber monteret på aluminiumsstøtter og karakteristiske udstødningsrør i titanium.

Nyheden bliver først tilgængelig i begyndelsen af næste år, men de danske priser er regnet ud. Prisen for en ”Trackday”-version til banebrug er 1.147.500 kr. inkl. moms, men uden afgift. Med nummerplader koster den 3.139.080 kr.

Læs også: Porsche 911 Turbo med mere