Fortsæt til indhold
Erhverv

Sådan bliver du headhuntet

En af landets førende headhuntere giver her en række gode råd til, hvordan du skiller dig ud fra mængden af jobansøgere.

Der er mange om buddet, når danske headhuntere får til opgave at finde den rigtige person til ledigt job.

Det ved Jesper Madsen alt om.

Han er direktør i headhunter-firmaet SAM Headhunting Denmark, der med flere end 75.000 CV'er i databasen er landets største firma på markedet.

Han giver her en række råd til, hvordan du bedst skiller dig ud fra mængden, så netop du får mulighed for at få den eftertragtede stilling.

Vær målrettet

Først og fremmest er det vigtigt ikke at skyde med spredehagl.

”Det fungerer bedst, hvis man er selektiv. Jeg har set eksempler på kandidater, der har krydset 35 stillinger af, og det virker ikke særligt målrettet," siger han og fortsætter:

"Det handler om at komme et spadestik dybere – at gøre sig nogle tanker om, hvad det er, man har at tilbyde den konkrete virksomhed.”

Han anbefaler derfor, at man i stedet satser 100 pct. på det område, man har mest at tilbyde indenfor.

”Så virker man mere bevidst om, hvad man vil fremadrettet," siger han.

Lær dig selv at kende

Og så er det vigtigt at kende sine stærke og svage sider, så man ved præcist, hvad det er, man har at byde ind med som person.

”Det er en proces, som alle skal arbejde med. Det er mangel på selvindsigt, hvis man ikke kender sine stærke eller svage sider,” siger han.

Han foreslår at diskutere disse ting med konen, vennerne eller endnu bedre sin tidligere chef, hvis man har svært ved at sætte ord på dem.

Det gode CV

Endelig er det vigtigt at lave et godt CV.

”Jeg kan godt lide, at et CV er stringent og kortfattet. Det gælder om at holde det på et minimum, så man giver den information, der er behov for og ikke andet."

Og man skal for alt i verden være ærlig, lyder opfordringen.

"Går man via en headhunter, så bliver der tjekket op på, om man har været de steder, man angiver. Har man huller i CV'et, så bliver det opdaget, og så får man automatisk et troværdighedsproblem."

Pynt kan koste jobbet

Jesper Madsen fortæller, at han engang var udsat for, at han måtte afbryde processen med en kandidat, fordi denne havde pyntet på CV'et ved at udelade at fortælle om et meget kortvarigt ophold hos en virksomhed.

"Han var ellers dygtig, og havde han været ærlig, så havde han måske fået jobbet."