Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Den farligste sport – cheerleading

Det ser uskyldigt ud for mor og far - men cheerleading er skyld i flere invaliderende, alvorlige og dødelige ulykker end nogen anden sportsgren i USA, viser nyeste opgørelse.

En opgørelse over alle ulykker relateret til sport i USA viser, at målt over de seneste 26 år er cheerleading den farligste sportsgren at dyrke for amerikanske piger. Den heppende dans fører suverænt an i ulykkesstatistikkerne. Det skriver livescience.com

Gymnastik på andenpladsen

Fra 1982-2007 blev der registreret 103 dødbringende, invaliderende eller lignende voldsomme sportsulykker blandt pigerne på de amerikanske high schools og colleges. Og med 67 af dem på samvittigheden kommer cheerleading ind på ind suveræn førsteplads på den liste. Den næstfarligste sportsgren er gymnastik, der var skyld i 9 af de alvorlige ulykker. Atletik kommer ind på tredjepladsen med 7 af slagsen.

De tal har ført til en øget fokus på sikkerheden inden for cheerleading. Men med en begrænset effekt. Efter at have studeret de nyeste tal for 2008, må forskerne fra National Center for Catastrophic Sports Injury Research ved University of North Carolina konstatere, at piger med pom-pon’er og plisserede nederdele fortsat dominerer opgørelserne over alvorlige sportsulykker.

Mere sikkerhed

Ifølge de nyeste tal tegner cheerleading sig for pigernes vedkommende for 65 % af alle de ulykker, der betegnes som "katastrofale” i high school. For de lidt ældre college-piger er tallet endnu højere. Her er det oppe på 71 % af alle katastrofale sportsrelaterede ulykker, der rammer piger.

"Det er gået meget langsomt, men der er dog kommet en øget fokus på cheerleading-sikkerhed. Fortsat indsamling af data om alle typer af cheerleading-skader vil forhåbentlig vise, at sikkerhedsforanstaltningerne reducerer ulykkestilfældene fremover,” siger Frederick O. Mueller, der har forfattet opgørelsen.