Hvor må de autonome feste?
Tidligere justitsminister Frank Jensen mener, at de unge autonome fremover må holde fest på en pløjemark i stedet for i Københavns indre by. Hvad mener du?
»Efter i fredags er situationen forandret. Det har de autonome sørget for. Deres happenings har intet at gøre inde i byen efter det her. Så fremover må man anvise dem plads til den slags på en pløjemark, hvor de ikke generer andre,« siger Frank Jensen til Berlingske Tidende efter weekendens omfattende hærværk i Hyskenstræde i København.
Natten til lørdag blev der registreret mindst 40 tilfælde af hærværk og ødelæggelser for mange hundredetusind kroner. Også natten til søndag var der uro i forbindelse med en autonom fest med relation til festivalen "Undoing the city" i indre by, men denne gang skred politiet i modsætningen til aftenen forinden hurtigt ind og foretog anholdelser.
En kedelig provinsby
Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev er også parat til at skride ind med hårde midler, om end hun mener, at man skal være forsigtig med, at København ikke mister sit liv og særpræg i processen.
»Jeg er nærmest villig til hvad som helst, for at vi ikke ser en gentagelse af fredag nat. Vi skal dog også passe på, at vi ikke får skabt en kedelig provinsby, hvor alting lukker efter 16. Men vi bliver nødt til at stramme op, « siger hun.
I foråret 2007 var der i flere omgange regulær gadekrig på Nørrebro i København, da unge autonome demonstrerede mod lukningen af Ungdomshuset på Jagtvej. De unge fik sidste år et nyt ungdomshus på Dorteavej.
- Hvad mener du?
- Skal autonome fester og andre lignende arrangementer flyttes ud af København?
- Er det en risko, at København bliver kedeligere af den grund?
- Straffer man uskyldige ved at slå en streg i sandet og fremover forbyde autonomfester i København?
Deltag i debatten herunder: