Erik: Jeg vidste, hvad der foregik
It-milliardæren Erik Damgaard erkender blankt, at han kendte til sin kone, Anni Fønsbys omgang med bordeldrift. Hun er varetægtsfængslet, sigtet for rufferi.
Jet-set parret Anni Fønsby og Erik Damgaard blev torsdag anholdt i deres hjem i Kokkedal nord for København i en storstilet aktion mod rufferi landet over.
Begge har torsdag været i grundlovsforhør i Odense Ret. Anni Fønsby blev for dobbeltlukkede døre varetægtsfængslet frem til 11. maj, sigtet for rufferi. Hendes mand, Erik Damgaard, blev løsladt, men er fortsat sigtet for medvirken.
Efter forhøret mødte Erik Damgaard pressen. Han tog på ingen måde afstand fra de ting, hans kone er sigtet for.
Vidste, hvad der skete
"Jeg vidste, at hun var involveret i nogle ting omkring bordeldrift," sagde han og oplyste, at Anni Fønsby bl.a. redigerede en række hjemmesider med billeder og beskrivelser af prostituerede.
Om sin egen rolle afviste han, at have været direkte involveret i rådgivning og finansiering af bordeldrift, sådan som sigtelsen lyder. Dog har han bl.a. hjulpet med at smøre dørlåse på en række adresser med prostituerede.
"Men jeg vidste selvfølgelig godt, hvad der foregik derinde," siger han.
Indkasserede millioner
Mere præcist er Anni Fønsby sigtet for at have været "bordelmutter" for en massageklinik på Østerbro i København.
Derudover har hun ifølge politiet sammen med en 37-årig kvinde drevet bordeller i Odense, Ringsted, Hasselager, Vejle, Aabenraa, Randers og Kolding.
På egen hånd skal hun have indkasseret mindst 3,7 mio. kr. for forretningen på Østerbro siden 2005. Fra de øvrige bordeller gik der angiveligt 4,2 mio. i kassen.
Tidligere dømt
Erik Damgaard og Anni Fønsby har de senere år med jævne mellemrum prydet forsiderne på de kulørte blade og haft deres eget tv-program, ”Erik & Anni goes to Hollywood”.
Erik Damgaard tjente milliarder, da han sammen med sin bror, Preben Damgaard, solgte it-virksomheden Navision til Microsoft.
Anni Fønsby har tidligere været dømt for rufferi - at tjene penge på bordelvirksomhed. Hun har arbejdet for luksus-bordellet A-Gruppen, og for fem år siden blev hun idømt et års betinget fængsel for rufferi.
"Grov bordelmutter"
Unavngivne kilder fra bordelmiljøet, hvor Anni Fønsby har haft sin færden, fortæller til BT og Ekstra Bladet, at Anni Fønsby tilsyneladende er en "grov" bordelmutter, som giver sine prostituerede ansatte en hårdhændet behandling.
19. februar i år blev Erik og Anni Fønsby gift på Fredensborg Rådhus under private forhold. Sidste forår var et 1,6 mio. kr. dyrt bryllup ellers planlagt i Italien. Men brylluppet blev aflyst, da Anni Fønsbys fortid som prostitueret kom frem i pressen.
24 personer afhørt landet over
Fyns Politi stod bag rufferi-aktionen torsdag, der skete i samarbejde med Rigspolitiet, de lokale politikredse og Skat.
Bordeller og privatadresser i København, Odense, Aabenraa, Kolding, Vejle, Randers, Ringsted, Hasselager, Kolind og Kokkedal blev ransaget under aktionen, der i første omgang førte til, at 24 personer blev afhørt.
Fire personer, herunder Erik og Anni, blev i dag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Odense. Anni Fønsbys formodede forretningspartner, en kvinde på 37, og en mand på 38 er, ligesom Anni Fønsby, varetægtsfængslet i tre uger.