11 danske virksomheder er blandt verdens største
Det ansete erhvervsmagasin Forbes har netop offentliggjort listen over verdens største firmaer. AP Møller Mærsk rykker 44 pladser frem på listen.
Forbes har siden 2003 rangeret de 2000 største børsnoterede virksomheder på verdensplan. Og Danmark kan i alt bryste sig af at have 11 virksomheder med på dette års liste over verdens største børsnoterede virksomheder. Det er en fremgang på to virksomheder i forhold til sidste års liste.
Største danske virksomhed er AP Møller Mærsk, der i år er placeret som nummer 107. Det er en klækkelig fremgang, idet det danskejede konsortium sidste år lå nummer 151.
Dansk fremgang
Nummer to er Novo Nordisk, der blandt andet producerer insulin og væksthormon. Virksomheden springer fra nummer 566 i 2008 til en placering som nummer 500 i 2009.
Andre danske virksomheder på dette års liste er Carlsberg (583), Danske Bank (613), TDC (744), Vestas (770), Jyske Bank (1604), Lundbeck (1679), Sydbank (1744), Torm (1764), D/S Norden (1826) og Novozymes (1967).
Forbes rangordner virksomhederne på basis af en kombination af fire kriterier: Omsætning, indtjening, aktiver og markedsværdi.
General Electric, amerikansk teknologi- og servicekoncern med over 300.000 ansatte på verdensplan, rykker en plads op i forhold til sidste år og sætter sig på førstepladsen på 2009-listen.
Finanskrise præger resultat
Virksomheder fra 62 lande er repræsenteret på listen. De 2000 virksomheder beskæftiger i alt over 75 millioner mennesker.
USA er fortsat dominerende med 551 virksomheder blandt de 2000 største, men der er trods alt tale om en anselig tilbagegang på 200 virksomheder i forhold til sidste års liste.
I det hele taget hænger den verdensomspændende finanskrise som en tung sky over dette års liste.
Det samlede overskud for de 2000 virksomheder faldt 30,9 pct. i forhold til sidste års opgørelse. Og virksomhedernes samlede markedsværdi faldt med 49,3 pct. i forhold til sidste år.