Greve taber slaget om Gisselfeld
I 300 år har slægten Danneskiold-Samsøe beboet Gisselfeld Kloster. Nu er det slut: En voldgift har afgjort, at klostrets bestyrelse for 11 år siden var i sin gode ret til at afsætte greven.
Erik greve Danneskiold-Samsøe har ligget i juridisk slagsmål med bestyrelsen for den erhvervsdrivende fond Gisselfeld Kloster siden november 1997, da bestyrelsen besluttede at afsætte ham som overdirektør på godset.
Greven nedstammer fra kong Christian V og hans elskerinde Sophie Amalie Moth, grevinde af Samsø. De fik sammen sønnen Christian med efternavnet Gyldenløve, som overtog Gisselfeld i 1699. Den erhvervsdrivende fond Gisselfeld drives på grundlag af hans testamenter fra 1701 og 1702, som har betydet, at en greve fra familien Danneskiold-Samsøe har drevet godset frem til i dag.
Erik Danneskiold-Samsøe fik posten i 1975, men i 1997 var det slut, da han efter bestyrelsens mening ikke drev godset på betryggende vis.
I orden at afsætte ham
I 2002 afgjorde landsretten, at det var i orden at afsætte greven. Han ankede til Højesteret, men efter flere udsættelser af sagen, bl.a. fordi han løb tør for penge, valgte han at frafalde anken, få uger før den skulle have været behandlet i Højesteret.
I dag har en voldgift bestående af to højesteretsdommere og en juridisk professor så endeligt afgjort, at bestyrelsen havde ret til at afsætte Danneskiold-Samsøe som overdirektør.
Greven får et plaster
Samtidig afgør voldgiften, at greven skal have en årlig pension på 340.000 kr., indtil han fylder 65, og derefter på 310.000 kr., men ingen ægtefællepension eller fri bolig. Dermed kan greven ikke længere blive boende på godset, hvor han ifølge bestyrelsen indtil nu har haft fri bolig, fri varme, fri el og et årligt vederlag på ca. 250.000.
Bestyrelsens formand, advokat Anker Laden-Andersen, ærgrer sig over, at forsøg på at opnå et forlig med Erik Danneskiold-Samsøe ikke lykkedes. Bl.a. tilbød bestyrelsen, at grevens datter, komtesse Erica Danneskiold-Samsøe, kunne overtage posten som overdirektør.
Bestyrelsen vil nu bede en uvildig juridisk professor vurdere, hvem der bør tilbydes posten som overdirektør.
Ny sag på vej ved landsretten
Tvisten om Gisselfeld er dog ikke endeligt slut. Erik Danneskiold-Samsøe og hans bror, Christian Danneskiold-Samsøe, har nemlig i 2007 anlagt en ny sag ved Østre Landsret, som efter brødrenes mening vil kaste nyt lys over sagen. Den har imidlertid ingen betydning for vurderingen af, om afsættelsen tilbage i 1997 var i orden, fastslår dagens voldgiftafgørelsen.
Grev Erik Danneskiold-Samsøe siger til Dagbladet, at han ingen kommentarer har til dagens afgørelse på nuværende tidspunkt.