Fortsæt til indhold
Erhverv

Fond tager magten i A.P. Møller-Mærsk

Med overraskende manøvre sikrer Mærsk Mc-Kinney Møller, at rederikoncernen drives i familiens ånd. Skibsrederen er skuffet over udviklingen, siger kilde.

Ritzau

Den 93-årige Mærsk Mc-Kinney Møller har sikret sig, at rederikoncernen fortsat vil blive drevet i familiens ånd - også langt ind i fremtiden. En overraskende aktietransaktion sikrer Almenfonden fuld kontrol over A.P. Møller-Mærsk Gruppen.

Koncernen oplyser selv, at transaktionen sker for at sikre, at den fremtidige ledelse af gruppen sker i A.P. Møllers ånd. Ifølge dagbladet Børsen er Mærsk Mc-Kinney Møller dybt skuffet over de seneste års problemer i containerdelen og over olieforretningens dårlige evne til at forudsige olieprisens udvikling. Det sidste har skabt dårlige oliekontrakter i koncernen.

Bladet citerer en højtplaceret kilde med kendskab til rederiet:

- Der er ingen tvivl om, at hr. Møller er skuffet over de negative nyheder i linjeforretningen og senest også den dårlige timing af oliekontrakterne, der har kostet flere milliarder kroner. Han har følt et behov for at give et klart signal til omverdenen om, at det er familien Møller, der står bag, siger kilden til bladet.

Andre analytikere ser transaktionen som en cementering af, at A.P. Møller-Mærsk ikke kan overtages af hverken kapitalfonde eller på andre måder via aktiemarkedet.